Det nye plejehjem i Galten er nu rykket et skridt nærmere, efter byrådet i Skanderborg Kommune har besluttet, hvem der skal stå for byggeriet, og projekteringen dermed kan gå i gang.
Projektet omfatter 60 plejeboliger og et fællesskabshus, som skal indeholde en samlingssal, møde- og foreningslokaler, café, produktionskøkken, sundhedsklinik samt aktivitet og træning.
Vil skære ventetiden på byggesager med op mod 70 %
Efter planen bliver byggeriet på ca. 7.300 m2, hvoraf knap 4.500 m2 bliver boligareal. Den samlede anskaffelsespris ventes at blive omkring 236 mio. kr.
Projektet er valgt af et bedømmelsesudvalg bestående af byrådsmedlemmer, fagfolk samt repræsentanter for medarbejdere og brugere.
Udvalget har vurderet i alt tre projektforslag ud fra en række kriterier. Her har arkitektur og funktionalitet vægtet 40 %, mens materialer, teknisk kvalitet og bæredygtighed har vægtet 30 %.

Det vindende bud på totalentreprisen kommer fra et team bestående af EMR Murer og Entreprenører, P+P Arkitekter, Afry og Terra Nova Landskabsarkitekter.
I indstillingen til byrådet skriver bedømmelsesudvalget, at projektet tilbyder:
– Fremtidssikrede løsninger, tidssvarende faciliteter samt hjemlige inde- og udearealer, der understøtter trivsel for både beboere, pårørende og medarbejdere.
Byggemarkedet er blevet sværere at læse: Stort brancheevent ser mod 2027
Også Jens Szabo, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget og medlem af bedømmelsesudvalget for det nye plejecenter, fremhæver byggeriets hjemlige kvaliteter:
– Det vindende projekt har forstået at skabe de bedst mulige rammer for et godt hverdagsliv for beboerne. Her er der tænkt i nærhed, tryghed og fællesskab, samtidig med at fællesskabshuset bliver et naturligt mødested for hele Galten, siger han.

Byggeriet opføres centralt i Galten, hvor plejehjemmene Bøgehaven og Tjørnehaven ligger i dag.
I den forbindelse bliver det nødvendigt at nedrive de to eksisterende plejehjem.
Første spadestik til det nye plejehjem og fællesskabshus i Galten forventes taget i februar 2027, og indvielsen ventes at finde sted i august eller september 2030.
