Københavns Kommune vil løfte 30 % af sine omkring 3.500 bygninger til mindst energimærke B i 2035.
Ifølge Københavns Kommune svarer EU-kravene til, at 15 % skal være løftet senest i 2040.
Det kan lyde grønt og ambitiøst med dobbelt så mange bygninger fem år tidligere, men hvorfor er det nødvendigvis bedre?
København går markant længere end EU’s klimakrav til bygninger
Mere renovering kan give rigtig god mening i form af lavere energiforbrug, mindre CO2-udledning og bygninger med længere levetid. Det er gevinster, som både klimaet og økonomien kan nyde godt af, men regnestykket skal hænge sammen.
Når en kommune vælger at gå markant længere end de fælles krav, bør spørgsmålet derfor være, hvor stor en ekstra klimaeffekt får vi, og hvad koster den?
Branchen har allerede flyttet sig
Byggeriet er allerede midt i en omfattende grøn omstilling, og kravene er på få år blevet markant skærpet.
Siden juli 2025 er langt mere nybyggeri omfattet af CO2-grænseværdier, byggeprocessen har fået sin egen grænseværdi, og yderligere skærpelser er allerede lagt ind som politiske pejlemærker for 2027 og 2029.
Det mærkes gennem hele værdikæden, hvor producenter skal levere materialer med stadig lavere klimaaftryk og den nødvendige dokumentation, rådgivere skal beregne, og entreprenører skal dokumentere. Samtidig kræver udviklingen nye kompetencer, arbejdsgange og systemer.
Markant flere materialekrav udfordrer byggebranchen
Dagens Byggeri har tidligere beskrevet, hvordan virksomheder – ikke mindst SMV’er – er presset af voksende krav til dokumentation, produktdata, materialer og klimaaftryk.
Branchen har med andre ord allerede rykket sig markant og skal længere endnu, og derfor bør politikerne også forholde sig til, hvor hurtigt barren kan hæves, før omkostningerne begynder at modarbejde formålet.
Regler forsvinder ikke, fordi formålet er grønt
Når en offentlig bygherre indfører et nyt klimakrav, stopper konsekvenserne sjældent hos bygherren. Kravet bevæger sig gennem rådgivere, entreprenører og underentreprenører helt ud til producenterne, hvor der skal findes produkter, indhentes data, beregnes, dokumenteres og kontrolleres.
Det er bureaukrati, også når formålet er godt, og her opstår en politisk modsætning.
For både regeringen og EU taler om bedre konkurrenceevne, regelforenkling og færre administrative byrder, så virksomhederne kan bruge mindre tid på regler og mere tid på at drive og udvikle deres forretning.
EU’s fokus på forenkling kommer blandt andet af en erkendelse af, at reguleringsbyrder hæmmer europæiske virksomheders vækst og konkurrenceevne. Men hvorfor skal danske virksomheder lokalt så mødes af endnu højere krav end dem, der allerede er besluttet på EU-niveau?
EU fjerner grønne rapporteringsbyrder for 6 milliarder
Hvert enkelt krav kan være velbegrundet, men virksomhederne lever med summen af dem. Derfor giver det heller ikke mening at diskutere afbureaukratisering ét sted og skærpe kravene et andet uden at se på det samlede regnestykke.
Flere krav gennem hele værdikæden vil som udgangspunkt betyde mere dokumentation, mere kontrol og flere arbejdstimer.
Farlig logik – koste hvad det vil
Københavns Kommune kan vælge at gå længere end EU, men fokus bør være, hvad den ekstra indsats faktisk udretter, end hvor langt foran kommunen kan placere sig på papiret.
Derfor bør kommunen kunne vise, hvad det koster at nå dobbelt så mange bygninger fem år tidligere, hvor stor den ekstra CO2-reduktion bliver, og hvilke ekstra krav regningen sender videre gennem byggeriets værdikæde.
Ellers risikerer vi at gøre selve ambitionsniveauet til målestokken for klimapolitikken.
Nye EU-krav rammer byggeriet: Minister vil bremse særregler
Og det er en farlig logik.
For følger man den, vil det altid være grønnere at kræve lidt mere og gøre det lidt hurtigere – uanset prisen og den faktiske effekt.
