Kritikken rammer igen Energinet: Ikke brug for 10 år lange ventetider

Energinet har fundet en model, som giver overblik over de mange ansøgere om tilslutning til elnettet. Men den løser ikke problemer, lyder kritikken.
De mange ansøgere løber op i en ottedobling af den nuværende kapacitet, ifølge Energinet. Foto: Energinet.

Det store selvstændige offentlige elselskab, der skal sørge for at tilkoble alt fra ladestandere, vindmøller og husholdninger til elnettet, tog for tre måneder siden en pause.

Slut med at igangsætte nye projekter. Kapaciteten var for længst overskredet.

Om få dage skulle Energinet være startet op igen.

Men de interne udfordringer og udfordringer med den voldsomme efterspørgsel fra power to x-anlæg, batteriparker og solceller er stadig ikke løst.

Derfor forlænger de pause til efteråret for alle nye ansøgere.

Læs også

Energinet-krise mærkes på markedet: Virksomheder kan ikke få leveret strøm

– Pausen har givet Energinet et bedre grundlag at handle på. Men analyserne viser også, at restkapaciteten i transmissionsnettet er meget begrænset – både nu og i de kommende år, på trods af et højt investeringsniveau, siger Kim Willerslev Jakobsen, direktør for Systemansvar i Energinet. 

De kalder det en vanskelig situation.

De mener dog også at have en opløftende nyhed, da de nu kan præsentere en model til at sortere mellem de mest relevante ansøgninger. Førhen har de kørt efter et uholdbart først til mølle-princip.

Projekterne skal nu behandles efter modenhed, fremdrift og netvenlighed med blik for, hvad der rent faktisk er muligt for elnettet at kapere.

– Det giver en mere retvisende og ansvarlig håndtering af den kapacitet, der faktisk er til rådighed, siger Kim Willerslev Jakobsen.

Modellen er stadig under udvikling. Men som det ser ud lige nu, kan den give store projekter op til 10 års ventetid.

Dansk Erhverv: Løser ikke krisen

En forlænget pause og 10 års lang ventetid er ikke ligefrem den udmelding, branchen havde håbet ville komme fra Energinet, når elselskaber nu igen skulle vågne op.  

I Dansk Erhverv kalder de det ”dybt problematisk”

– Med udmeldingen har Energinet i praksis forlænget pausen for nye tilslutninger til elnettet til engang i efteråret. Det betyder, at virksomheder og energiproducenter fortsat står uden klarhed om, hvornår og på hvilke vilkår de kan få adgang til nettet, siger Ulrich Bang, vicedirektør for klima, energi, miljø og byggeri i Dansk Erhverv.

Læs også

Energinet til modsvar: El-behovet er vokset hurtigere end forventet

De forstår ikke, at Energinet stadig kommer med så vage udmeldinger efter tre måneder.

Der er fortsat store ubesvarede spørgsmål, mens der er oliekrise og et lukket Hormuz-stræde. Hvilket er alt andet end ideelt.

– Det eneste langsigtede svar er mere vedvarende energi og mere elektrificering. Men det kræver, at virksomheder og energiproducenter faktisk kan få adgang til elnettet. At de ikke kan det lige nu, er et problem af galaktiske dimensioner, siger Ulrich Bang.

I Tekniq mener de, at ”så lang ventetid er gift” for den grønne omstilling.

– Fem til ti år for de store projekter er alvorligt nok i sig selv. Men selv de mere modne projekter skal nu vente til efteråret bare for at få en afgørelse. For de virksomheder, der skal planlægge investeringer i elektrificering nu, er det for sent, siger Troels Hartung, bæredygtighedschef i Tekniq.

Green Power Denmark: Yderst kritisk

I den grønne brancheorganisation, Green Power Denmark, er de også kritiske over for den ny model.

De hæfter sig dog ved, at de mindre projekter bliver løst, ligesom at husholdninger ikke kommer til at mærke noget til ændringerne eller krisen i Energinet generelt.

Men de ville åbenlyst gerne være de 10 års ventetid og den ny model foruden.

– Vi står i en yderst kritisk samfundssituation, siger Green Power Denmarks teknologidirektør, Jørgen S. Christensen.

Læs også

Nedsmeltning: Energinet giver indblik i de store elnet-problemer

– Det kan nogle steder i landet for eksempel betyde, at vores industri bliver tvunget til at blive på gas længere end ventet.

I brancheorganisationen mener man, at krisen er så alvorlig, at Energinet ikke kan løse den selv. Der er behov for politisk prioritering og hastelov.

– Vi har sagt det længe, men sagens alvor kan ikke længere være til at tage fejl af: Der er brug for at få alle gode løsninger i spil her og nu, og derfor må og skal den kommende regering også som det første vedtage en hastelov, der ud fra et samfundsperspektiv prioriterer mellem de store forbrugere, siger Jørgen S. Christensen.

Det samme opfordrer Dansk Erhverv en ny regering til.

Relateret indhold