Vinder aftale til 145 millioner: Skal finde medarbejdere i Jylland

Viebke & West fra Søborg skal opruste markant i Vestdanmark efter, at entreprenøren har indgået en rammeaftale på over 12.000 lejemål.
En maler på arbejde
Selvom Viebke & West allerede er til stede i Jylland, bliver den nye aftale et klart vendepunkt, fortæller den kommercielle direktør.

Viebke & West har vundet en ny landsdækkende rammeaftale på fraflytningsarbejder for Lejerbo og tilknyttede boligorganisationer.

Aftalen omfatter fraflytningsopgaver i over 12.000 lejemål og dækker blandt andet malerarbejde, gulvrenovering og mindre håndværksreparationer.

Entreprenøren har opnået en plads på 26 delaftaler og sikret sig førstepladsen på 13 af dem. Det giver en forventet kontraktværdi på over 145 mio. kroner gennem aftaleperioden.

Læs også

Malerfirma samler flere håndværksfag under ét tag

– Det er en stor og vigtig aftale for os. Det er ikke bare volumen, men også bredden i opgaverne, der gør den interessant. Det er en type opgaver, hvor både kvalitet, tempo og organisering skal spille sammen hver dag, siger kommerciel direktør i Viebke & West, Mattias Gudmundsson.

Aftalen løber over fire år med forventet opstart i juni 2026.

Begynder at slå igennem

Tildelingen kommer i forlængelse af en periode, hvor Viebke & West har markeret sig i markedet.

Virksomheden har netop leveret sit bedste regnskab nogensinde med en omsætning på over 260 mio. kroner og en markant forbedring af indtjeningen.

Læs også

Etageboliger og rækkehuse: Vigtigt skridt i udviklingen af Gellerup

Samtidig har man vundet sin største aftale til dato med Forsvaret som leverandør på fem delaftaler i et samlet udbud med en værdi på over 3 mia. kroner.

– Vi står et sted nu, hvor vores udvikling begynder at slå igennem. Vi har arbejdet målrettet med at styrke vores organisation og tage en større rolle i opgaverne, og det er det, vi ser effekten af nu, siger Mattias Gudmundsson.

Nye krav til bemanding og organisering

Den nye aftale har en bred geografisk dækning med opgaver på Sjælland, Fyn og i store dele af Jylland.

Og det er især i Jylland, at Viebke & West forventer en markant stigning i aktivitetsniveauet, for selvom virksomheden allerede er til stede i Jylland, bliver den nye aftale et klart vendepunkt.

– Vi har været til stede i Jylland længe, men den her aftale betyder, at vi skal tage næste skridt. Vi går fra at have en solid tilstedeværelse til for alvor at skulle skalere vores aktiviteter og organisation i den del af landet, siger Mattias Gudmundsson.

Læs også

Grønt lys til 176 boliger i København

Ifølge ham stiller det nye krav til både bemanding og organisering.

– Vi skal være endnu tættere på kunderne og have de rette kompetencer lokalt. Det handler både om at få flere medarbejdere ind, men også om at styrke vores ledelse, planlægning og koordinering, så vi kan håndtere en større volumen af opgaver på tværs af flere lokationer, siger han.

Relateret indhold