Sammen med Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), DI Byggeri og Molio har Banedanmark, Københavns Kommune, Metroselskabet, Sund & Bælt og Vejdirektoratet indgået et nyt samarbejde om at udvikle og anvende fælles digitale spilleregler i anlægs- og infrastrukturprojekter.
De fælles løsninger baseres på Molios IKT-værktøjer, og samarbejdet skal skabe fælles rammer for, hvordan anlægs- og infrastrukturprojekter planlægges, udføres og afleveres – fra tidlig projektering til udførelse og drift.
650 meter lang bro på tværs af Limfjorden rykker nærmere
For udfordringen i dag er, at når der anlægges nye veje og broer, mødes rådgivere og entreprenører af forskellige krav til digitale processer, data og leverancer afhængigt af hvilken bygherre, der står bag projektet.
Målet er derfor, at branchen i højere grad arbejder efter de samme digitale spilleregler, uanset hvilken type projekt og hvilken bygherre, der står bag.
– Vi går ind i det her samarbejde for at sikre bedre data og informationer, som vi kan bruge til at skabe vellykkede infrastrukturprojekter, der både bygges og driftes mere effektivt, og som holder længere. Som bygherrer tager vi et fælles ansvar for at styrke det fremtidige samarbejde i hele branchen, siger vejdirektør Jens Holmboe, Vejdirektoratet.
Alle parter kan levere højere kvalitet og færre fejl
Hos FRI forudser adm. direktør Henrik Garver, at rådgivere og entreprenører vil kunne opnå større forudsigelighed og bedre mulighed for at optimere egne systemer og arbejdsgange:
– Som rådgivere, der arbejder på tværs af mange forskellige typer af projekter, kan vi ikke undervurdere betydningen af det nye samarbejde.
– Når vi i fællesskab skaber klare forventninger og rammer, kan alle projektets parter levere højere kvalitet og færre fejl. Vi glæder os til at tage fat på arbejdet og omsætte det til konkret værdi i kommende anlægs- og infrastrukturprojekter, siger han.
Mere end blot en krydsning – Cobe vinder bro-konkurrence i Köln
En af fordelene ved at etablere fælles standarder er også, at det bliver nemmere for entreprenører at byde på opgaverne, da kravsspecifikationerne vedrørende opgaven og de tilhørende data bliver mere transparente og håndterbare fra starten.
Det kommer til at gavne hele anlægsbranchen, påpeger adm. direktør Peter Jonasson, Banedanmark:
– Med dette samarbejde tager vi som store offentlige bygherrer et fælles ansvar. Standardiseringen vil på sigt sikre en mere smidig og dermed effektiv udbudsproces samt en reduktion i kompleksitet. Samtidig bliver data sammenlignelige på vores egne projekter og på tværs af anlægsbranchen generelt, hvilket i sidste ende vil højne kvaliteten.
Ensartet og effektiv tilgang på tværs af værdikæden
Samme opbakning lyder fra Danmarks største bygherre for marin infrastruktur:
– Hos Sund & Bælt har vi allerede et tæt samarbejde med mange aktører i vores infrastrukturprojekter, men hidtil har vi manglet fælles retningslinjer. De nye digitale spilleregler giver os nu en mere ensartet og effektiv tilgang på tværs af værdikæden.
– Det er afgørende, at de data, vi producerer, har høj kvalitet, så vi kan skabe de bedst mulige rammer for drift og vedligeholdelse af vores anlæg, siger Martin Russo, der er anlægsdirektør, EVP Construction.
Se listen: Trecifret millionbeløb til vejforbedring i hele landet – ét projekt får en tredjedel
Direktør Mikkel Kjær Jensen, Metroselskabet, supplerer:
– Med de fælles digitale standarder ved leverandørerne, hvad de skal levere i alle faser – og det giver os bedre mulighed for at styre og skabe sammenhæng mellem projektering, anlæg og drift. Derudover skaber det grobund for at arbejde mere systematisk med andre vigtige emner så som klima og ressourceforbrug på vores store metroprojekter.
Stor økonomisk betydning for hele branchen
De ensartede rammer for det digitale samarbejde skal også sikre, at erfaringer og data fra ét projekt ikke går tabt, når det næste begynder, men i stedet bliver et vedvarende aktiv for hele sektoren.
Det fortæller chef for Dansk Infrastruktur i DI Byggeri, Bjarke Fjeldsted:
– Med planlagte investeringer i anlægs- og infrastrukturprojekter for et trecifret milliardbeløb kan forbedringer i produktivitet, kvalitet og vidensdeling få stor økonomisk betydning.
Kommuner kan hente stor energigevinst ved lille milliardinvestering
Udviklingen og implementeringen af de fælles digitale løsninger løber over en fireårig periode, og de første leverancer skal tages i brug i 2026 og skabe værdi i igangværende projekter.
Samarbejdet forankres i en styregruppe på toplederniveau og understøttes af en bredt sammensat faggruppe med eksperter og specialister.
