Efter tre år med nedgang i omsætningen er udviklingen vendt for den Hillerød-baserede entreprenør HHM med 200 medarbejdere.
Fra 2024 til 2025 stiger omsætningen således fra 737 mio. kroner til 826 mio. kroner – en stigning på 12 pct.
Bruttofortjenesten lander på 143 mio. kroner, hvilket er en stigning på 11 pct. fra 2024.
Årets resultat lyder på 36,5 mio. kroner, hvilket er knap tre millioner mere end året inden.
Installatør udvider bestyrelsen og skifter formand: Behov for et tydeligere fokus
Overskudsgraden lander på 5,7 pct., hvor den i 2024 landede på 5,9 pct.
Peter Carstensen, adm. direktør i HHM, er godt tilfreds med regnskabsåret 2025.
– Det er resultatet af et rigtig godt år. Vores strategi er lykkedes, og vi er rigtig glade for, at vi kan præstere, som vi gør.
Er der noget, der er gået mindre godt end forventet?
– Nej.
Til både bygherrernes og egen fordel
Den strategi, som Peter Carstensen taler om, er HHM’s fokus på tidlig inddragelse, som indebærer, at bygherre og entreprenør mødes tidligt i processen for at forventningsafstemme.
5E Byg overgår sidste års rekordregnskab
– Det gode samarbejde med bygherrerne, hvor vi lægger vægt på tidlig inddragelse, er det, der giver årets gode resultat, siger Peter Carstensen og fortsætter:
– Vores strategi om tidlig inddragelse gør, at vi i samarbejde med bygherren skaber værdi og er med til at præge projekterne til både bygherrernes og vores fordel.

Direktøren fortæller, at HHM i disse år oplever en øget efterspørgsel på at arbejde sammen med dem.
– Vi leverer projekter uden fejl og mangler, og det gør, at bygherrer gerne vil arbejde med os igen, ligesom rygtet spredes i markedet.
Nedgang på 230 mio.
Siden 2020 og frem til 2023 havde entreprenøren oplevet en årlig nedgang i omsætningen på mellem 13 og fire pct – fra 939 mio. kroner i 2020 til 706 mio. kroner i 2023.
Andersen & Heegaard øger på top og bund: ”Ikke bare blevet større, men stærkere”
Hvad var årsagen til det?
– Der er ikke nogen specifik årsag. Det er ikke et udtryk for, at noget er gået godt eller dårligt, siger Peter Carstensen og fortsætter:
– Vi driver en virksomhed, hvor vi ikke er tvunget til at indgå visse ordrer eller nå en vis omsætning. Vi kan drive en sund og ordentlig virksomhed og omsætte for 500 mio. kroner, og vi kan drive en sund og ordentlig virksomhed og omsætte for en milliard.
Direktøren fortæller dog, at årene med lavere omsætning ikke skyldtes, at HHM sagde nej til projekter.
– Det er ikke udtryk for, at der er noget, vi har sagt nej til. Det afspejler bare den almindelige drift af HHM.
– Sagernes fordeling og størrelse gør, at vi nogle år ender på 700 mio. kroner og andre år 800 mio. De sidste regnskabsår viser den almindelige divergens, der er fra regnskabsår til regnskabsår.
Top10: Mest aktive entreprenører netop nu
Skal Peter Carstensen pege på, hvad der kunne være mulige årsager til årene med lavere omsætning, fremhæver han, at perioden var præget af corona og stigninger på materialepriser og renter.
– Så det er nok en sammensætning af flere faktorer, siger direktøren.
Udfordringer i Iran
For 2026 forventer HHM en omsætning, der er på niveau med 2025.
Hvorfor forventer I ikke en stigning i omsætningen?
– Vi ser på vores nuværende ordrebeholdning og de sager, vi forventer at indgå. Muligheden for at øge det er begrænset. For de projekter, vi har dialog om nu, realiseres omsætningen først i 2027 eller 2028.
– Men vi har heller ikke en ambition om, at vi skal være meget større, end vi er, så det passer os glimrende.
Kemp & Lauritzen med nyt regnskab: ”Ærgerligt og utilfredsstillende”
Hvad angår overskudsgraden, forventer HHM i 2026 en i niveauet af 3,5 pct., hvilket er væsentligt lavere end overskudsgraden i 2025 på 5,7 pct.
– Det er selvfølgelig på baggrund af de sager, vi er i gang med at gennemføre, men også set i lyset af udfordringerne i Iran og højere oliepriser samt varslinger om stigninger på materialepriser, siger Peter Carstensen og fortsætter:
– Det gør, at omkostningerne ved at gennemføre vores byggerier forventeligt bliver højere.
