Støber 500 m2 betonplade til fem meters dybde – ”umuligt at følge planen”

Arkil har været tilbage i Aarøsund, hvor afdelingen for vandbygning for over tre årtier siden etablerede lystbådehavnen.
En gul maskine og to mænd i arbejdstøj på en havn.
En del af opgaven i Aarøsund har været at genoprette bassindybden og forebygge den blotlægning af spunsen. Foto: Arkil.

Tilbage i 1988 etablerede Arkils afdeling for fundering og vandbygning lystbådehavnen i Aarøsund i Sønderjylland.

I slutningen af sidste år rykkede den samme afdeling så igen ind på havnen, hvor bestillingen lød på renovering af indsejlingen.

Læs også

10 km lang skybrudstunnel tættere på byggestart

I over tre årtier har tidens tand nemlig sat sit præg på særligt indsejlingen til havnen, og pga. det kraftige tidevand i Lillebælt har det aldrig været en udfordring at holde sejlrenden dyb nok, men derimod det modsatte.

Støbningen af den 500 m2 store bundplade i indsejlen blev foretaget af dykkere på fem meters dybde. Foto: Arkil.

For igennem årene har tidevandet taget havbund med sig ud i bæltet med det resultat, at den spunsvæg, der er med til at holde ydermolen på plads, var blevet blottet i en grad, der krævede handling:

Læs også

Metro-udbud til 2,4 milliarder euro: ”Gode dialoger med markedet”

– Ift. det oprindelige niveau var der omkring to meter mindre havbund til at holde spunsen, siger Brian Bay Hermansen, der er projektchef i Arkil.

Derfor har en del af opgaven i Aarøsund været at genoprette bassindybden og forebygge den blotlægning af spunsen, som indtil nu er sket igennem årene.

Store sten i havbunden gjorde det umuligt at følge den planlagte spunslinje, som derfor måtte ændres. Foto: Arkil.

Løsningen har været at støbe en 500 m2 stor betonplade i indsejlingen, der nu ligger på fem meters dybde.

Udfordringer undervejs

Inde i havnen er et gammelt molehoved blevet erstattet med et stenmolehoved, og det ydre molehoved har gennemgået en totalrenovering.

I den forbindelse opstod der en af de udfordringer, som er med til at gøre vandbygning til en særlig udfordring.

Læs også

Vandanlæg til 1 milliard: Hofor underskriver med tre entreprenører

For det viste sig, at det i praksis var umuligt at følge den plan for at sætte ny spuns omkring det ydre molehoved, der ellers var lagt og godkendt af myndighederne, fortæller Brian Bay Hermansen:

– Der var simpelthen for mange store sten i havbunden der, hvor spunsen skulle sættes. Og når vi forsøgte at fjerne stenene, begyndte molehovedet at gøre tegn til at skride. Så i stedet måtte vi lægge en ny plan for rammelinjen, siger og tilføjer:

– Det gik heldigvis glat, ikke mindst pga. et godt samarbejde med rådgiver og Haderslev Kommune.

Relateret indhold