Efter snart 100 år er det ikoniske Tinghøj Beholderanlæg nu så nedslidt, at det trænger til at blive renoveret.
I går underskrev anlæggets ejer, Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, og de udvalgte entreprenører Per Aarsleff, DI-Teknik og 2Water, kontrakterne, og dermed kan de nu gå i gang med planlægning og projektering af det store projekt i samarbejde med totalrådgiverholdet fra Cowi.

Vandløsninger i vente: Hofor skal dæmme op for højtstående grundvand
Projektchef i Hofor Erling Fischer fortæller, at der er et stigende behov for servicering og kontrol af det gamle anlæg, og at anlægget bliver renoveret, så det i højere grad lever op til en moderne forsynings krav til automatisering, drikkevandssikkerhed og arbejdsmiljø:
– Et godt arbejdsmiljø er essentielt for os. Det skal være sikkert at gå på arbejde både, mens byggeriet står på, men også når vores anlæg er i drift. I gamle dag havde man ikke det samme fokus på sikkerhed ift. til at undgå f.eks. tunge løft og risikoen for faldulykke for dem, der har deres daglige arbejdsdag på anlægget. Det ændrer vi på nu.
Om anlægget
• Tinghøj Beholderanlæg er tegnet af arkitekt Ib Lunding i 1930’erne
• Beholderanlægget er fredet og står over for de mest gennemgribende ændringer i anlæggets næsten 100 år lange historie
• Slots- og Kulturstyrelsen skal godkende det foreslåede projekt
• Anlægget kan lagre den overskydende produktion af drikkevand (når forbruget er lavt), og giver dermed en ekstra forsyningssikkerhed.
• Anlæggets kapacitet er 225.000 m3.
Partnering-model skal hindre konflikt
Som en del af Samarbejdsløftet under Byggeriets Samfundsansvar, CPH Mediation & Negotiation og Bygherreforeningen går Hofor ind i et tæt samarbejde med entreprenørerne om planlægning, projektering og udførelse af det komplekse projekt:
– Partnering har igennem mange år været et ønske i bygge- og anlægsbranchen. Partnering-modellen er lavet for at undgå den konfliktsituation, der typisk kan opstå, hvis man møder uforudsete problemer undervejs i et projekt, siger Erling Fischer.

Hofor fortsætter klimainvesteringer i milliardklassen
Projektet bliver sendt i høring af Gladsaxe Kommune i efteråret, hvor blandt andre naboerne får mulighed for at komme med spørgsmål og forslag.
Gravemaskinerne går efter planen i jorden i slutningen af 2026.