AI kan redde byggeriets SMV’er fra at blive knust af klimakravene

Mindre byggevirksomheder risikerer at blive hægtet af den grønne omstilling, fordi de mangler digitale værktøjer til klimadokumentation.

Byggeriets Modenhedsmåling viser det igen og igen: De små og mellemstore virksomheder halter efter, når det kommer til digitalisering og datamodenhed, hvilket blandt andet gør det vanskeligt for dem at leve op til de skærpede klimakrav, der er lige om hjørnet.

Det er et problem, vi som branche ikke længere kan ignorere. For det er ikke kun de store aktører, der skal kunne dokumentere deres klima- og CO2-aftryk.

Kravene fra bygherrer, investorer og lovgivere rammer hele værdikæden, også den lille tømrer, murermester og installationsvirksomhed.

Læs også

SMV’er bør se ESG som løftestang for grøn omstilling og nye muligheder

I stedet for at se det som en byrde, skal vi betragte det som en mulighed. En mulighed for at lade AI og datadrevne værktøjer aflaste og effektivisere vores arbejde og samtidig afhjælpe klimadokumentation, rapportering og koordinering.

Klimakrav og SMV’er under pres

De nye klimakrav i bygningsreglementet stiller fra 1. juli større krav til dokumentation af CO2-aftryk og materialevalg. Det gælder både for de store milliardbyggerier som for mindre projekter, der skal kunne dokumentere deres påvirkning. For SMV’erne betyder det flere timer brugt på skemaer, skabeloner og data, de ikke nødvendigvis har adgang til – eller ressourcerne til at behandle.

Resultatet? Mange virksomheder ender med at bruge uforholdsmæssigt meget tid og penge på manuel dokumentation, hvilket i sidste ende kan betyde, at de bliver valgt fra i udbud, fordi de ikke kan levere den nødvendige dokumentation.

Og det er her, AI kan hjælpe.

Kunstig intelligens og datadrevne værktøjer kan automatisere store dele af den administrative byrde og gøre klimadokumentation til en integreret del af byggeprocessen.

Læs også

Offentlig skrankepavekultur rammer byggebranchen

Derfor er det nu, vi som branche generelt og som leverandører af digitale løsninger specifikt skal tage ansvar.

Vi skal fremme værktøjer, der er intuitive, lettilgængelige og målrettet SMV’ernes hverdag. Vi skal gøre op med ideen om, at digitalisering er for de større virksomheder i storbyen, og anerkende, at den lille virksomhed i landdistrikterne har lige så meget brug for intelligent datahåndtering som hovedkontoret i København.

Vi har i praksis set, hvordan kunstig intelligens og datadrevne værktøjer kan lette byrden hos selv mindre virksomheder. Når AI bruges rigtigt, kan det automatisere indsamling og strukturering af klimadata, generere dokumentation og give overblik uden, at det kræver tunge systemer eller lange oplæringsforløb.

Læs også

Nye, men uklare asbestregler svækker sikkerheden

Og erfaringen er tydelig: Det frigør tid, reducerer fejl og gør det muligt at leve op til kravene uden at drukne i administration.

Digitalisering og kunstig intelligens er ikke en mirakelkur. Men det er en mulighed for at gøre det lettere at være virksomhed i en tid, hvor kravene er mange og ressourcerne få.

Vi skylder vores SMV’er at give dem de bedste forudsætninger – og vi skylder klimaet at gøre det nemt for alle at være med på omstillingen.

Relateret indhold