Social bæredygtighed kræver fokus på mennesker

Vi må tage det sociale ansvar alvorligt for at fremtidssikre branchen, der har brug for højt kvalificerede bygningsarbejdere med kloge hænder og nysgerrige hjerner.

Dokumentation af bæredygtighed har for alvor vundet indpas i byggebranchen, hvor flere og flere bygherrer og entreprenører arbejder med at dokumentere deres ansvarlighed på miljø, sociale forhold og ledelse.

Men mens klima og CO2 længe har haft førsteprioritet, får sociale forhold langt fra samme opmærksomhed. Her stikker et område særligt ud: Hvordan vi tiltrækker og fastholder fremtidens faglærte.

Byggeriet skal op i gear og byde sig til

Med de kommende små generationer af unge er det essentielt, at byggeriet kommer op i gear og byder sig til, så flere unge vælger byggeriet som karrierevej.

Rekrutteringsudfordringen i byggeriet er veldokumenteret. Tal fra Byggeriets Uddannelser viser, at antallet af uddannelsesaftaler er faldende, og mere end 40 % af lærlingene gennemfører ikke deres uddannelse. Det er ikke bare et problem for de unge – det er en strukturel risiko for byggeriets fremtid.

Læs også

Opfordring: Giv den gode tone på arbejdspladsen et eftersyn

Hvis vi vil tiltrække den unge generation, må vi tage deres trivsel alvorligt. Respekt, fællesskab og ordentlig oplæring fra dag ét er afgørende. De nye generationer stiller krav – og det skal vi kunne matche, hvis byggeriet vil være attraktivt.

Derfor skal vi gentænke lærlingeforløb, skabe bedre overgange fra skole til virksomhed og sikre en kultur, hvor unge bliver lyttet til og inddraget. Vi må også åbne byggeriet for flere kvinder, folk med diagnoser og andre, der ikke umiddelbart passer ind i den klassiske håndværkerprofil.

Læs også

Det er tid til at tage malerfaget seriøst

Mange mestre og svende har en forventning om, at lærlinge skal finde sig i lugten i bageriet, for sådan var det, da de selv var i lære. Men verden har ændret sig, og byggeriet må ændre sig med, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at blive valgt til i kampen om fremtidens arbejdskraft. Der er masser af andre brancher, som står klar til at tage imod de unge på de unges betingelser.

Gør efteruddannelse mere attraktivt

Social bæredygtighed handler også om kompetencer hos den eksisterende arbejdsstyrke. Desværre har efteruddannelse altid haft trange kår i byggebranchen. Alt for få svende og mestre prioriterer efteruddannelse, og livslang læring er aldrig rigtig slået igennem.

Læs også

Et byggestop er ikke hele svaret på samfundets problemer

Men en sådan indstilling er en bremseklods for den grønne omstilling. Hvis de udførende ikke opkvalificeres løbende, kan vi ikke sikre fremtidens bæredygtige byggeri.

Dygtige bygningsarbejdere er grundpillen

For at sikre en fremtidig bæredygtig byggebranche må vi tage det sociale ansvar alvorligt. Branchen har brug for højt kvalificerede bygningsarbejdere med kloge hænder og nysgerrige hjerner, og vi må sammen gøre byggeriet attraktiv for dem, der er her – og for dem, der overvejer at træde ind.

Hvis arbejdet med at dokumentere bæredygtighed skal være andet end skåltaler og tal i et regneark, må vi sammen sikre fundamentet for, at vi overhovedet har nogen til at bygge fremtidens Danmark.

Relateret indhold