Ny tendens: Unge vil være landmålere

Landmålerfaget har haft et støvet image, men det er ved at vende - flere unge søger ind på uddannelsen, som gør op med tidligere fordomme.
På to år er optaget af unge, der læser til landmåler, næsten fordoblet - fra 40 i 2019 til 78 i 2021. Foto: LE34.
På to år er optaget af unge, der læser til landmåler, næsten fordoblet - fra 40 i 2019 til 78 i 2021. Foto: LE34.

En slags landmand eller en vejarbejder med trebenet kikkert. De fleste unge ved ikke, hvad en landmåler er for en størrelse. Men flere og flere er ved at få øjnene op for faget, som også har undergået en del forandringer de senere år.

– Mange misforstår og tror, at jeg som landinspektør arbejder med landbrugsdrift, men faktisk fortæller titlen netop, hvad vi laver. Vi inspicerer landet. Det er især kombinationen af juridisk rådgivning og muligheden for at være i en teknisk branche, der interesserer mig ved faget, siger Mathias Tvenstrup Youden.

Han blev færdiguddannet landinspektør fra Aalborg Universitet med speciale i Land Management, og han oplever tit misforståelser om hans opgaver. Trods de mange misforståelser, så får flere og flere unge øjnene op for de muligheder, som tiltrak den nyuddannede landinspektør.

Dobbelt så mange optages – og flere vil følge

På uddannelsen til landinspektør blev der i 2019 optaget 40 nye studerende, og det tal var sidste år tæt på fordoblet til 78.

Ifølge landets største landinspektørvirksomhed, LE34, afspejler den stigende interesse for faget mange af de overordnede tendenser i samfundet.

– At flere søger ind på landinspektørvidenskab harmonerer godt med nogle af de generelle tendenser i samfundet, og det taler til den unge generation. De har en større interesse for miljø og bæredygtighed og en mere holistisk vision for, hvordan vores land skal udvikles, siger Mette Klein, der er HR-chef i LE34.

– Derfor spår vi også, at de seneste års stigning i antallet af studerende, vil fortsætte.

Med til at udvikle samfundet

Landinspektørfaget er under hastig teknologisk udvikling, som nok tiltaler de unge og uddannelsesparate, mener Mette Klein.

– Landinspektører arbejder i krydsfeltet mellem ingeniører og arkitekter, og i øjeblikket er vi midt i en rivende teknologisk udvikling, som lokker mange unge mennesker til.

– Vi arbejder på store offshore-projekter, vi rådgiver på Femernforbindelsen, og vi flyver med droner og afsætter skel i parcelhuskvarterer, og der er en spirende forståelse for, at faget i høj grad bidrager til samfundets udvikling. Det lokker mange til, siger hun.

Landinspektøruddannelsen, der udbydes af Aalborg Universitet, kan tages både i København og Aalborg.

Relateret indhold