Ekspertgruppe: Disse 8 dogmer skal skabe fremtidens arkitekturpolitik

Kulturministerens ekspertgruppe har præsenteret 8 nye dogmer og 24 anbefalinger til stat, regioner, kommuner og byggebranchen, som skal sætte retningen for fremtidens nationale arkitekturpolitik.
Jakob Engel-Schmidt står på en scene og taler.
8 nye dogmer for fremtidens arkitektur er landet på kulturminister Jakob Engel-Schmidts bord. Foto: Danske Arkitektvirksomheder.

Efter næsten to års arbejde har Kulturministerens ekspertgruppe fremlagt en hvidbog med samlet set 8 dogmer og 24 anbefalinger til kommuner, stat og byggebranchen til en ny national arkitekturpolitik. Hvidbogen er baseret på 9 centrale udfordringer, som fremtidens arkitektur står overfor.

De 8 dogmer fokuserer på at reducere ressourceforbruget gennem renovering, transformation, cirkulært byggeri og langsigtet holdbarhed. De handler om at gøre mere plads til naturen i bymiljøerne, samt at gentænke og styrke helhedsorienteret arealplanlægning.

Læs også

Arkitektrådgiver udvider ejerkredsen med 4 nye partnere

Derudover er der fokus på at udvikle byer, landsbyer og landdistrikter med respekt for den lokale kulturhistorie og værdier, skabe et mere mangfoldigt udbud af boligtyper, der mindsker ressourceforbruget, og i højere grad prioritere koordinering.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil nu sammen med social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen og minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin invitere landets kommuner og byggebranchen til drøftelser om fremtidens arkitekturpolitik:

– I Danmark har vi en stolt arkitekturtradition, som er internationalt anerkendt. Vi er en arkitekturnation, som andre lande lytter til. Det forpligter selvfølgelig. Jeg tror på, at fremtidens arkitektur skal vise vejen til et bæredygtigt samfund med mere natur, siger Jakob Engel-Schmidt.

Driver udviklingen

For Pil Høyer Thielst, der er forperson for kulturministerens ekspertgruppe og partner i Lundgaard & Tranberg Arkitekter, er håbet, at den nye hvidbog vil danne rammerne for en national, langsigtet og ambitiøs retning for dansk arkitektur.

– God arkitektur har et stort potentiale for at være med til at drive samfundets omstilling, og dén vægt håber jeg, at en national arkitekturpolitik vil være med til at give vores fag, siger hun.

Læs også

Klimatilpasning og strandø: Overvejer 285 mio. kroners fremtid for Rungsted Havn

Ifølge CEO og founding partner fra Gehl, Helle Søholt, der har fungeret som ekspertgruppens talsperson gennem arbejdet med at udforme hvidbogen, er det særligt vigtigt, at kommunerne arbejder med den nye arkitekturpolitik:

–  Nu er der brug for, at kommunerne, staten og branchen griber anbefalingerne og omsætter dem til handling. Særligt kommunerne, som er en absolut hovedmålgruppe for vores arbejde, siger Helle Søholt.

Læs også

Tre danske projekter hædret med en Mipim Award

Samme appel lyder fra Pil Høyer Thielst:

– Kommende national arkitekturpolitik bør implementeres i kommunale arkitekturpolitikker. Det ville give kommunerne et overordnet styringsredskab, der ikke stopper ved kommunegrænsen.

Relateret indhold