Regeringen, SF og Dansk Folkeparti har netop indgået en politisk aftale om at oprette en helt ny ungdomsuddannelse i Danmark under navnet EPX.
Det er forventningen, at over 40.000 elever skal gå på den nye uddannelse, herunder nogle af de elever, der fremover bliver udelukket fra de nuværende gymnasieuddannelser STX, HTX, HHX og HF, da aftalen samtidig indebærer, at HF lukkes og karakterkravet til de nuværende gymnasiale uddannelser hæves fra 5 til 6. Samtidig nedlægges de kommunale 10. klasser.

Byggeriets generationsskifte skal op på den store klinge
I erhvervsorganisationen SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, glæder adm. direktør Jakob Brandt sig over reformen:
– I erhvervslivet har vi længe efterspurgt et attraktivt alternativ for alle de unge, der gerne vil have et stærkt socialt ungdomsmiljø, men som synes, at det almene gymnasium er for teoretisk og for langt fra virkeligheden. Det er vi i dag kommet et stort skridt nærmere, og jeg tror på, at det i sidste ende vil bidrage til at uddanne flere faglærte i Danmark.

Dumper regeringens uddannelsesplaner: Det kan gå helt galt
Ifølge SMVdanmark er aftalen også vigtig, fordi der uanset hvad er behov for at se på det danske uddannelseslandskab:
– Antallet af unge falder i de kommende år, og det betyder, at man må lukke uddannelser og særligt i landdistrikterne. Med denne politiske aftale skaber man rammerne for at sikre et bæredygtigt uddannelsesudbud flere steder i landet, mener Jacob Brandt.
Flere vil vælge en faglig uddannelse
Også fra Dansk Håndværk lyder der ros til politikerne for aftalen, som vil styrke erhvervsuddannelserne, mener direktør Morten Frihagen:
– Vi har i en årrække set, at de unge har fået længere og længere afstand til netop den faguddannelse, de ønsker. Med den nye EPX kan de finde uddannelsen tæt på deres bopæl. Det løser et alvorligt problem for de unge og for de mange, små virksomheder i lokalområderne, der efterfølgende skal bruge dem som lærlinge, understreger Morten Frihagen.
– I stedet for at tvinge elever på 15-16 år til at vælge præcist, om de resten af livet vil være tømrer, smed eller noget helt andet, så kan de fremover fortsætte på en moderne uddannelse, hvor praktisk fag kombineres med det boglige.
– Samtidigt er der tæt kontakt til virkeligheden i det omgivende erhvervsliv, så når de unge på den måde får tid til at tænke sig om, vil det betyde, at flere vælger en af de faglige uddannelser, som samfundet har så hårdt brug for.

Håndværkerne får travlt – 250.000 boligejere vil bruge genindført fradrag
Desuden roser han også, at politikerne med aftalen kombinerer fagligheden med det boglige. For kravene for at blive en dygtig håndværker er nemlig store, og samtidigt er det tilmed netop de faglærte, der ofte er fremtidens iværksættere med egen virksomhed:
– Der er en grund til, at det tager 4 år at blive uddannet tømrer – lige så lang tid som uddannelsen til journalist og folkeskolelærer. Og skal man derefter kunne skabe og drive sin egen virksomhed, kræver det langt mere end for blot 10 eller 20 år siden, siger Morten Frihagen.
Kan styrke uddannelsen uden at lukke døre
Hos Dansk Metal glæder Peter Faber, der er forbundssekretær i fagforbundets uddannelsessekretariat, sig over, at aftalen læner sig op ad det gymnasieudspil, som Dansk Metal og DI offentliggjorde i 2024:
– Flere unge får nu adgang til et bredere gymnasium, hvor de kan stifte bekendtskab med flere fagområder og styre deres uddannelse i en bestemt retning, uden at det lukker døre.

OK-aftale for industrien kridter banen op til forhandlinger i byggeriet
Han påpeger, at det for fagforbundet har været vigtigt, at de unge, som er afklaret med deres uddannelsesvalg, fortsat kan gå den vej uden forhindringer:
– Rigtig mange unge starter hvert år på en erhvervsuddannelse, og det skal de selvfølgelig stadig have mulighed for. Vi har brug for alle de smede, mekanikere og industriteknikere, vi kan få. Der er absolut ingen grund til, at de skal tage en omvej, hvis det kan undgås.
Aftalen vedrører alene de overordnede rammer, mens en ekspertgruppe nu skal se nærmere på det faglige indhold.
Initiativerne i aftalen forventes at træde i kraft i 2030.