Åbner den store pengepung: Vil bevare ældre etageboligbygninger

Etageboligbygninger opført fra 1930-1974 kan modtage samlet 30-45 mio. kr. fra Realdanias indsats ’Bygningskultur og Klima’, der lægger op til energioptimering og fornyelse frem for nedrivning.
Foto af en etageejendom i gule mursten med hvide altaner og kvadratiske vinduer. Skyggen fra et stort træ ses på muren
Bredalsparken i Hvidovre er opført i gule mursten i 1949-1959. Det er arkitekt Svenn Eske Kristensen, der har designet den modernistiske blokbebyggelse. Foto: Helene Høyer Mikkelsen

Bellahøjhusene i København og Gellerupparken i Aarhus ser udefra måske ikke ud af noget særligt og har gennem mange år været kendt for meget andet end god arkitektur. Førstnævnte f.eks. for den konstruktionsfejl, der giver risiko for sammenstyrtning ved hård vind. Gellerupparken for sine mange år på ghettolisten.

Men nu får etageboligbyggeri som Bellahøjhusene, opført i årene 1950-1956, og Gellerupparken (1968-1972) lidt kærlighed gennem Realdanias indsats ’Bygningskultur og Klima’. Formålet er at skabe viden om bevaring, fornyelse og energioptimering af modernistiske etageboligbygninger fra 1930-1974.

Læs også

Spritny boligkarré skal trække de unge til Gellerup

Projektchef i Realdania, Thomas Waras Brogren, siger:

– Det er bygninger, som ikke altid bliver forbundet med god arkitektur. Men faktisk har bygningerne ofte en høj arkitektonisk kvalitet og rummer nogle attraktive lejligheder. Vi vil gerne bidrage til, at flere får øjnene op for de kvaliteter og arbejder med bygningerne på en god måde.

At renovere bygningerne i stedet for at rive ned og bygge nyt kan bidrage til at reducere klimabelastningen uden at gå på kompromis med de kulturhistoriske og arkitektoniske værdier. Dermed skal gerne skabes lokal stolthed og fællesskab.

En ny forståelse

Realdania er klar til at støtte 6-9 projekter med op til 5 mio. kroner pr. renovering. Pengene kan bidrage til en ny praksis for, hvordan bygningsejerne renoverer, så bæredygtighed og bygningskultur går hånd i hånd.

dronefoto af de grå Bellahøjhuse. Træerne i forgrunden er rødbrune. græsset er grønt
Et godt eksempel på en modernistisk blokbebyggelse er de 28 Bellahøjhuse i København. Bellahøjhusene er designet af arkitekterne Mogens Irming og Tage Nielsen i 1944. De 28 bygninger er Danmarks første højhuse. Arkivfoto: KAB

Thomas Waras Brogren siger:

– Med indsatsen ønsker vi at skabe en ny forståelse for sammenhængen mellem bevaring af bygningskulturen fra perioden og indsatsen for at mindske klimabelastningen fra det byggede miljø. Ved at tage udgangspunkt i bygningernes særlige kvaliteter håber vi at kunne afprøve nye renoveringsstrategier, der reducerer klimaaftrykket i et livscyklusperspektiv, samtidig med at de bygningskulturelle værdier bevares, styrkes eller måske endda fornys.

Læs også

Vil af med 96 utidssvarende boliger. Nu er nedrivningen sat i gang

Startskuddet til at indsende projektidéer er netop affyret. Det er muligt at indsende idéer frem til d. 14. april. Herefter går den egentlige ansøgningsperiode i gang.

Det forventes, at ansøgerne er parate til at bidrage til evaluering, erfaringsopsamling og vidensdeling. Dermed kan resultaterne komme andre til gavn.

Relateret indhold