600 medarbejdere i en ny, 15.000 kvm administrationsbygning. Et lavlager og to fuldautomatiske højlagre på samlet ca. 48.000 kvm med plads til over 75.000 paller. Besøgscenter og konferencefaciliteter.
Sådan lyder planerne for Unicefs nye verdenslager, som skal stå færdigt og klar til brug på Oceanvej i Nordhavn ved udgangen af 2028.
Kontorbyggeri på Trælastholmen opføres af hybridmoduler
Unicef har haft varelager i København siden 1962. I 2012 stod det eksisterende verdenslager færdigt på Oceanvej. Lageret er i forvejen det største humanitære lager i verden og forsyner verdens nødlidende med livsnødvendigt udstyr. Nu tages lageret til et helt nyt niveau.
I alt seks prækvalificerede
Det er bygherren By & Havn, der har haft et udbud ude. Nu er fire teams prækvalificeret til at udføre projektet. Lejer bliver Udenrigsministeriet/Bygningsstyrelsen, som herefter stiller lagerfaciliteten til rådighed for Unicef.
De fire prækvalificerede teams er:
- MT Højgaard med Artelia og C.F. Møller Architects
- Konsortie af Munck og 5E Byg med Afry og Christensen & CO Arkitekter
- NCC med Arkitema og Cowi
- Nordstern med Vilhelm Lauritzen Architects og Vita Ingeniører
Parallelt hermed er de to udenlandske leverandører af lager- og logistiksystemer, Dematic og Swisslog, blevet prækvalificeret.
Kræver specialistviden
Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, siger:
– At bygge et så stort verdenslager er ikke en nem opgave – det er utroligt teknisk og kræver specialistviden i forhold til totalentreprisen, men også i forhold til de fuldautomatiske processer, som skal gøre lagerets funktion smidig og hurtig. Derfor er vi også meget glade for interessen for udbuddet, hvor vi med stor tilfredshed kan se, at de bydende har gjort sig umage for at sætte nogle teams sammen, der kan favne den udfordrende opgave, det er at bygge verdens største humanitære lager med alt, hvad der hører med, siger Anne Skovbro.
Nyt domicil i Nordhavn går efter 3 x DGNB
At Unicef udvider i København, vil give store fordele for både den globale nødhjælp, hovedstaden og ikke mindst Nordhavn, vurderer hun.
– Det kaster både arbejdspladser og investeringer af sig og så cementerer det Københavns gode ry som en international hovedstad, slutter Anne Skovbro.