Årets Arne går til bypark i Københavns Nordvest-kvarter

Bispeparken-Grønningen NV modtager Årets Arne 2025 for at forene plads til vand med attraktive byrum for beboere, insekter og planter.
I baghaven til Grundtvigskirken lå Grønningen og Bispeparken som to adskilte og uudnyttede arealer. Nu er de forenet i et grønt åndehul med 18 naturlige regnvandsbassiner, som indbyder til leg og ophold i et levende landskab. Foto: SLA.

Årets Arne uddeles af Arkitektforeningen København og gives til opførte værker, der har løftet arkitekturen i hovedstadsområdet i det forgange år.

Prisen, der er opkaldt efter den danske arkitekt Arne Jacobsen og uddelt siden stiftelsen i 2007, går i år til Bispeparken-Grønningen NV – et projekt, der blev født af et behov for at sikre det Nordvestlige København mod nedbør.

Læs også

Opføres i træ: Danmarks første tiny church bliver tolvkantet

Parken kan derfor holde på 3.000 m3 regnvand, men i et tæt samarbejde med borgerne er området også blevet et attraktivt opholdssted for naboerne:

– Klimatilpasning af byerne kræver, at vi forener plads til vand med attraktive, grønne byrum for både beboere, insekter og planter. Dette er lykkedes med nysgerrighed og vilje i vinderprojektet Bispeparken-Grønningen NV, hvor et nyt landskab og byrum er skabt for at give både mennesker og vand bedre betingelser, lyder det i juryens motivation.

Motivation til endnu mere konsekvens

Til at modtage prisen var Bjørn Ginman fra SLA, som håber at projektet kan inspirere til nye løsninger, når vi skal klimasikre vores byrum:

– Vi er utrolig stolte over og glade for at vinde Årets Arne. Med Bispeparken-Grønningen NV har vi forsøgt at skabe vores bud på et fremadskuende byrum, der kombinerer natur, borgerdemokrati, vandtekniske løsninger, biodiversitet, kunst og social sammenhængskraft på helt nye måder.

Læs også

8 danske projekter i finalen til en Mipim-pris

Han tilføjer:

– Vi håber, at valget af dette projekt vil føre til endnu større motivation for hele arkitektbranchen til at være endnu mere konsekvente, hvad angår sociale og biodiverse løsninger, og have et større mod til at overbevise bygherrer om at skabe plads for liv i vores byer – alt liv.

De øvrige nominerede var Operaparken (Cobe), Naturpark Amager (Lytt Architects og Adept), Frederiksberg Svømmehal (Cornelius Vöge) og Dansehallerne (Mikkelsen Arkitekter).

Læs også

Landskabsarkitekt skal forny 5.000 m2 i Roskildes bymidte

Årets Lille Arne går i år til ’Lærlinge for Bæredygtighed’ for ifølge juryen deres mod og engagement i at gøre op med business as usual.

Med manifestet ‘Bevaringsværdig Byggebranche’ markerer de sig som en ny og vigtig stemme i debatten om fremtidens byggeri. Og samtidig understreger de, at hele byggeriets værdikæde kan og vil tage ansvar for en mere bæredygtig byggebranche, lyder det videre.

‘Lærlinge for bæredygtighed’ modtager årets Lille Arne. Foto:: Arkitektforeningen.

Relateret indhold