Entreprenør udpeget til landets tredje håndværkskollegie. Budget: 100 mio. kr.

Et står allerede færdigt, nummer to er godt på vej. Nu har bygherren BRFfonden peget på HHM til opførelse af det tredje håndværkskollegie, der skal bygges i Roskilde.
Kollegiebyggeriet i den nye bydel Musicon i Roskilde er baseret på en mission om at ’skabe rammer for dem, der skaber rammer for os’. Visualisering: Loop Architects og ReVærk

Til august sætter den Hillerød-baserede entreprenørvirksomhed HHM gang i det tredje af tre håndværkskollegier, som BRFfonden finansierer. Kollegiet i Horsens blev taget i brug i starten af 2024, mens, mens kollegiet i Herning er godt i gang. Her forventes de studerende at kunne flytte ind i næste måned.

Det tredje kollegie, der opføres i Roskilde i bydelen Musicon, bliver på 6.000 kvm i 2-3 etager. Der bliver 72 lejligheder med plads til 84 beboere. Lejlighederne fordeles på 6 klynger med hvert deres kollegiefællesskab og fællesfaciliteter. SMART, Byggefaktas database over bygge- og anlægsprojekter, anslår budgettet til 100 mio. kr.

Centralværkstedet med fællesarealer og specialværksteder kommer til at ligge centralt mellem de 6 klynger med 12 boliger i hver. Visualisering: Loop Architects og ReVærk

Centralt mellem klyngerne opføres Centralværkstedet, som skal være kollegiets hjerte med store fællesarealer og specialværksteder. Der opføres også en forstanderbolig.

Trærammeelementer og CLT-dæk

Byggeriet er designet af arkitekt og totalrådgiver Loop Architects, der har ReVærk med på arkitektdelen. Det indeholder mange innovative løsninger, og bliver alt andet end traditionelt.

Læs også

Se billederne: Derfor opnår kollegie DGNB Diamant

Det bærende system bliver bygget op af trærammeelementer og CLT-dæk, og der vil i overvejende grad blive brugt organisk isolering. De indvendige overflader er en kombination af plader af ler og Douglasgran.

Samtidig har projektet også et stort fokus på at anvende genbrugsmaterialer såsom træbeklædningen på store dele af facaderne samt alle indvendige trægulve.

Tidligt samarbejde

Fundamentet for projektet tager udgangspunkt i et tidligt samarbejde, hvor alle byggeriets parter bliver inddraget. Det går helt tilbage til udviklingsprocessen for kollegiet, den efterfølgende arkitektkonkurrence og nu selve opførelsen af byggeriet.

Trærammeelementer og CLT-dæk, organisk isolering og indvendige overflader i en kombination af ler og Douglasgran. Der er tænkt innovativt i tilblivelsen af det nye kollegie. Visualisering: Loop Architects og ReVærk

Peter Steen Carstensen, der tiltrådte som adm. direktør i HHM i september 2024, kalder det tidlige og tætte samarbejde omkring udvikling og opførelse af byggerier den foretrukne samarbejdsform i entreprenørvirksomheden:

– I HHM er vi store fortalere for modellen om tidligt samarbejde og inddragelse. Her bidrager alle parter med ekspertise undervejs, og det giver fokus på gode og solide byggetekniske løsninger, der sikrer et godt byggeri i en høj faglig håndværksmæssig kvalitet.

Læs også

Visionerne vokser sig større for et nyt campus i Ørestad

Byggeriet i Roskilde, der forventes at stå færdigt i slutningen af 2027, skal som minimum DGNB Guld-certificeres.

Håndværkskollegiet i Horsens modtog i efteråret 2024 udmærkelsen DGNB Diamant, der gives i tillæg til byggeriets eksisterende DGNB Guld-certificering. Samme certificering forventes kollegiet i Herning at opnå.

Relateret indhold