Naturstyrelsen gransker Smålandsfarvandet – Danmarks måske næste nationalpark

Smålandsfarvandet kan blive Danmarks sjette og største nationalpark. Naturstyrelsen forventer at have resultaterne af forundersøgelsen klar i 2026.
Luftfoto af Farøbroen
En nationalpark i Smålandsfarvandet skal tage hensyn til bl.a. landskab, geologi, kulturhistorie, forskning og formidling. Nu skal en forundersøgelse afgøre, om Smålandsfarvandet mellem Sjælland, Lolland, Falster og Møn er Danmarks næste nationalpark. Foto: Getty Images

Et cirka 175.000 hektar stort område ved Smålandsfarvandet mellem Sjælland, Lolland, Falster og Møn kan meget vel blive Danmarks sjette nationalpark.

Området har i hvert tilfælde potentialet. Derfor påbegynder Naturstyrelsen nu en undersøgelse af området.

Læs også

Mere vild natur: Naturnationalpark Fussingø tager form

En forundersøgelse består af en gennemgang af naturområder og kulturhistorie, en landskabsanalyse og en vurdering af potentialet for turisme og erhverv. Samtidig skal der afholdes en række borgermøder, ekskursioner og workshops samt sikres inddragelse af lokale ressourcepersoner.

Miljøminister Magnus Heunicke er sammen med forligskredsen bag loven om nationalparker blevet enige om at igangsætte forundersøgelsen. Den skal munde ud i et svar på, om Smålandsfarvandet egner sig til at blive ny nationalpark.

En nationalpark i Smålandsfarvandet skal skabe værdi for bl.a. naturen og lokalsamfundet, lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke. Foto: Marie Hald

– Naturen ved Smålandsfarvandet er specielt kendetegnet ved en lang række marine og kystnære naturtyper med laguner, sandbanker, strandenge og rev. Nu går arbejdet i gang med at undersøge, om en nationalpark i Smålandsfarvandet kan skabe værdi for naturen, lokalsamfundet og de mange danskere, der ønsker at få større naturoplevelser tættere på, siger ministeren.

Hensyn til natur, kulturhistorie og forskning

Det kræver en række undersøgelser at finde potentielle områder, der opfylder kriterierne for oprettelsen af en nationalpark. Naturstyrelsen har derfor i løbet af efteråret 2023 foretaget en screening af Danmark for at danne et overblik over, hvor der er områder, som vil egne sig som nationalpark.

Læs også

Godsejer dropper hotelplaner og sælger tilbage til kommunen

Screeningen er foretaget ud fra de kriterier, der fremgår af nationalparkloven. Det omfatter bl.a. hensyn til natur, landskab, geologi, kulturhistorie, forskning, formidling samt udvikling af det lokale samfund og erhvervsliv.

Nationalpark giver stor værdi

Resultaterne af screeningen er blevet forelagt forligskredsen, der har valgt at gå videre med Smålandsfarvandet.

Henrik Frandsen, miljøordfører for Moderaterne, siger:

Læs også

Naturen får en chance til i grøn trepartsaftale

– Jeg er så heldig, at jeg selv bor i en nationalpark, på Rømø i Vadehavet, så jeg ved, hvilken værdi det giver – for naturen, for lokalsamfundet, for turister og for alle danskere, at et område bliver udnævnt til nationalpark. Der er ingen tvivl om, at Smålandsfarvandet har en helt unik, marin natur, og jeg er meget glad for, at Naturstyrelsen går videre med at undersøge, om området har potentiale til at blive Danmarks sjette – og største – nationalpark.

Naturstyrelsen tager hul på forundersøgelsen i 2025 og forventes at have resultaterne af forundersøgelsen i 2026. Når forundersøgelsen er afsluttet, vil resultaterne blev forelagt forligskredsen, der skal tage stilling til, om området skal være en nationalpark.

Relateret indhold