Stort oplevelsesområde skal gøre borgerne klogere på klimaet

Et nyt oplevelsesområde skal give borgerne i Billund Kommune bedre muligheder for at være aktive, samtidig med at de bliver klogere på den klimaudfordrede tid, vi lever i.
Skitseforslaget til, hvordan det nye område kan komme til at se ud. Projektet projekteres og anlægges på kommunal jord, og planen er, at Lego dækker udgifter til anlægget, hvorefter kommunen overtager driften.
Skitseforslaget til, hvordan det nye område kan komme til at se ud. Projektet projekteres og anlægges på kommunal jord, og planen er, at Lego dækker udgifter til anlægget, hvorefter kommunen overtager driften.

Billund Kommune og CoC Playful Minds arbejder på at etablere et nyt oplevelsesområde med fokus på leg og læring om bl.a. bæredygtighed og energiproduktion.

Område forventes etableret i det nordøstlige hjørne ved rundkørslen ved Havremarken/Koldingvej i Billund – i forlængelse af det areal, hvor Lego Koncernen planlægger at anlægge en ny solcellepark.

Læs også: Omdanner skimmelramt skole til nyt, grønt boligområde

Området, der ifølge JydskeVestkysten bliver på 50.000 m2, skal bruges til at formidle fremtidens energiproduktion, så det kan indgå som en del af skolerne og daginstitutionernes grønne læseplan.

Borgerne inddrages

Indtil videre er der udarbejdet et skitseforslag til, hvordan området kan se ud uden dog at være fastlagt, oplyser kommunen.

Der er nemlig gang i en større inddragelsesproces, hvor aktører som naturfagsvejledere og elever fra folkeskolerne samt Ungerådet, museet Mark, Handicaprådet og SSP m.fl. kommer med deres inputs til, hvordan området skal se ud.

Læs også: Herlevs nye bydel tager form i en fart

Derudover bliver der senere åbnet for en borgerinddragelsesproces, hvor alle borgere inviteres til at komme med deres ideer til, hvad området skal kunne for, at det kan bruges som et rekreativt område, der giver mening for borgerne.

Formidling af klimaudfordringer

Leg og læringsområdet bygger videre på Billund By vision, der beskriver en legende tæt og forbundet by, hvor man skal kunne leve, lege og lære, og hvor der skabes nye sammenhænge mellem byens områder, lyder det. Og ifølge kommunen skaber det nye område netop denne sammenhæng med dets placering mellem byens bolig- og erhvervsområder, en ny solcellepark og genbrugspladsen.

Læs også: Stadionprojekt på usikker grund: Blød jord kan forsinke nyt stadion i Aarhus

Desuden skal området bidrage til at formidle samtiden, hvor landskabet ændrer sig fra overvejende foder- og fødevareproduktion til større energilandskaber med en igangværende biodiversitetskrise:

– Jeg er stolt over vores konstante fokus på leg og læring, og jeg håber, at området kan blive et forbillede for en fremtidssikret byudvikling. En byudvikling, hvor vi sætter udvikling af ny natur og nye rekreative tiltag for børn, unge og børnefamilier i tæt samspil med en bynær energiproduktion, siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.

Når det endelige skitseforslag til, hvordan området skal se ud, er færdigt, skal der udarbejdes en lokalplan, som forventes politisk behandlet i september 2024. Hvis denne bliver godkendt, er det forventningen, at det nye leg- og læringsområde står færdigt i 1. halvår 2025.

Relateret indhold