Med et første spadestik gik arbejdet i gang med Boligforeningen 3B’s nye boligafdeling Strandlodssund, der kommer til at bestå af 32 almene ungdomsboliger og otte mindre almene familieboliger på Strandlodsvej 11 på Amager.
– Kvarteret ved Strandlodsvej tegner til at blive et rigtig flot og attraktivt sted at bo. Derfor er jeg glad for, at almene boliger bliver en del af området. Det betyder nemlig, at kvarteret bliver for alle slags mennesker og også dem uden den store pengepung, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.
Læs også: Top10: Mest læste artikler i januar
– Hvis man vil bygge i København, skal man engagere sig i København. Det gør man ikke mindst ved at bygge alment, tilføjer hun:
– I øjeblikket har rigtig mange almene boligselskaber svært ved at realisere deres projekter. Derfor er det også en lille solstrålehistorie, at det lykkes her.
Kampen for et fair boligmarked
Ejendommen er en del af et større byggeri med parkering i kælder, fælles gårdrum og gårdmiljø samt private boliger. Gårdrummet rummer parktræer og får et haveagtigt udtryk med stauder og buske. Mod Strandlodsvej skabes der plads i stueetagen til fællesskaber på tværs af beboere, naboer og bydelen.
Området ligger i Sundbyøster 750 meter fra Amager Strandpark og tæt på grønne arealer som Kløvermarken, Lergravsparken og Amager Fælled.
Læs også: Første i 40 år: Nybygget landbrugsskole bliver del af stort campusområde
– Det er ingen hemmelighed, at det gør noget ved vores selvforståelse som almen boligforening, når der ikke kører store entreprenørmaskiner på en 3B-matrikel, siger formand Iris Gausbo, 3B, og uddyber:
– Det handler ikke om, at vi bare gerne vil se antallet af 3B-boliger stige i et Excel-ark. Det er fordi, at de fire vægge i hver 3B-bolig i Strandlodssund er et bidrag i kampen om et mere fair boligmarked i vores hovedstad. Alle har ret til at bo godt uden at blive gemt væk. Solen skal også skinne på almene boliger.
Blandede ejerformer
Adm. direktør Bjarke Windeløv Graae fra AG Gruppen, glæder sig særligt over at kunne bidrage til udviklingen fra et tidligere industriområde til et miljø med blandede ejerformer:
– Der er lagt stor vægt på udearealerne, så de indbyder til fællesskab og dialog på tværs af de forskellige boliger. Det er et aktivt og inkluderende boligliv, vi meget gerne bakker op om, siger han.