Om projektet
- – Byggeperiode: April 2019/september 2020
- – Areal: 5500 kvadratmeter
- – Budget: 50 mio. kr.
- – Bygherre: Miljø-Bo A/S
- – Skitsearkitekt: Creo Arkitekter A/S
UGENS PROJEKT – Projektet omfatter ombygning af hovedbygning i det tidligere Odense Seminarium for etablering af bofællesskab til seniorer. Eksisterende bygning på cirka 2000 kvadratmeter ombygges, og der forventes opført en ekstra etage på hele bygningen og yderligere en etage på cirka halvdelen af bygningen for etablering af 44-58 seniorvenlige boliger.
Lejlighederne indrettes med store vinduespartier og egne terrasser. Nogle lejligheder etableres i to plan. Eksisterende kælder forventes ombygget til fællesfaciliteter til fællesspisning, fælles værksteder, gæsteværelser med videre.
Projektet udvikles ud fra Realdanias model, hvor beboerne har en høj grad af medbestemmelse.
Projektet vil blive udviklet i samarbejde med en på forhånd sammensat beboergruppe af frivillige, potentielle beboere, således at der tages udgangspunkt i gruppens ønsker og behov vedrørende boliger og fællesarealer.
Der arbejdes med grønne rammer, så ejendommen efter ombygning vil fremstå med beplantninger på vægge, grønt fællesareal på en del af tagfladen og en bevokset atriumgård, der vil danne rammen for et grønt fællesrum. Der vil være fokus på det bæredygtige byggeri, herunder valg af materialer og konstruktioner, som blandt andet har længere levetid. Lokalplan forventes godkendt sommer 2018. Tidsplan og budget er anslået. Borgermøde holdes til marts 2018.
Creo har udarbejdet skitser. Byggearbejdet forventes udbudt som totalentreprise.
Byggefakta A/S leverer hver uge “Ugens Projekt” til Dagens Byggeri. Projektet er hentet fra Byggefaktas database, som indeholder over 9.000 aktive danske byggeprojekter, dvs. stort set alle byggeprojekter i Danmark større end opførelse af enfamilies boliger.
Byggefakta overvåger den danske bygge- og anlægsbranche og er den førende leverandør af information om byggeprojekter til byggeriets parter.