Rapport sår tvivl om letbaneprojekt

Ekstern granskning viser mindre reserver end forventet i det københavnske letbane-projekt. Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt er bekymret.
Ifølge en rapport fra Ernst & Young er de økonomiske reserver til letbaneprojektet i København lige nu ikke på 30 procent som forventet, men kun på 18 procent. Visualisering: Hovedstadens Letbane.
Ifølge en rapport fra Ernst & Young er de økonomiske reserver til letbaneprojektet i København lige nu ikke på 30 procent som forventet, men kun på 18 procent. Visualisering: Hovedstadens Letbane.

De københavnske kommuner kritiserede skarpt transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt, da han i foråret satte spørgsmålstegn ved økonomien bag den kommende letbane på Ring 3.

Men ministeren stod fast på at lade en uvildig instans gennemgå økonomien, og resultatet af den undersøgelse foreligger nu i form af en ekstern rapport fra Ernst & Young.

Undersøgelsen viser ifølge ministeren, at projektets reserver ikke er på 30 procent som forventet, men på 18 procent fordi de forventede udgifter til bygherreorganisationen har været underbudgetteret med 360 millioner kroner.

Nødvendigt eftersyn

Hans Chr. Schmidt siger, at “rapporten viser med al tydelighed, at det var nødvendigt at kigge letbaneprojektets økonomi efter i sømmene”.

Derfor har parterne bag aftalen om en letbane besluttet, at udbuddet skal igangsættes, så interesserede entreprenører kan byde på projektets opgaver, men ministeren advarer også om, at resultatet af udbuddet vil vise, om det reelt er muligt at gennemføre projektet inden for de økonomiske rammer, der er aftalt:

– Hvis det ikke er tilfældet, må vi tage beslutning om projektets fremtid på den baggrund. Det er et statsligt krav, at vi skal have reetableret reserverne på 30 procent. Det er simpelthen en grundlæggende forudsætning, siger ministeren.

En fornemmelse

Over for Dagens Byggeri erkender Hans Chr. Schmidt, at han havde på fornemmelsen, at noget skulle kigges efter.

– Det er voldsomt, at der er brugt 360 millioner kroner ekstra til bygherreomkostninger. Vi er nødt til at fastholde de 30 procent i reserve. Skal jeg, som statsrevisorerne har påpeget, stå på mål for det projekt, skal reserverne være inden for, hvad staten normalt regner med. Udbuddet kan vise, om priserne er lavere end forventet, og at der er et overskud, som kan lægges hen som reserve, eller vi er nødt til at forholde os til, hvad vi så skal gøre. Det er ikke kun et spørgsmål, om kommunerne vil bidrage til en større reserve. Det vil også kræve, at staten er med. Det er der endnu ikke taget stilling til, siger transport- og bygningsministeren til Dagens Byggeri.

Højere priser

Dagens Byggeri peger over for ministeren på, at et udbud på nuværende tidspunkt, hvor der i forvejen er tryk på kedlerne i byggesektoren, sandsynligvis vil byde på højere priser end forventet, og at økonomien i projektet derfor kan skride yderligere.

– Det må man så kigge på. Det er noget af det, man har brugt som argument for at have brugt de 360 millioner kroner, at der vil komme besparelser senere. Men Ernst & Young kan ikke bekræfte, at der kommer besparelser, siger Hans Chr. Schmidt, der ikke vil kommentere, om han fortsat tror på, at letbaneprojektet i hovedstadsområdet realiseres.

Han vil afvente resultatet af udbuddet, men han er glad for, at man, trods modstand fra de øvrige involverede parter, fik gennemført den uafhængige analyse.

Relateret indhold