Et nyt boligbyggeri med grønne arealer dukker om få år op midt i Aarhus. Efter en offentlig udbudsrunde har Aarhus Kommune solgt Valdemarsgade 18 til Casa Finans A/S, som vil skabe cirka 100 nye boliger i midtbyen. Byggeriet forventes igangsat i 2017.
Det historiske kasernehospital, byens største kulturinstitutioner, banegården og Strøget er blot nogle af de eftertragtede naboer til grunden på Valdemarsgade 18, som Casa Finans A/S vil bygge nye boliger på. De mange nye boliger betyder, at flere borgere får mulighed for at bo i et særdeles attraktivt kvarter i hjertet af Aarhus.
Vi synes, at vi har skabt et projekt, som tilpasser sig byens og kvarterets karakter og sjæl, og samtidig tilbyder de bedste moderne boligkvaliteter.
Michael Mortensen{break}bestyrelsesformand i Casa Finans A/S.
– Det er glædeligt, at vi også i det helt centrale Aarhus kan skabe en udvikling og sikre kvalitetsboliger til alle generationer, der vil bo i byen. De nye boliger bliver nabo til det historiske kasernehospital, som en af byens boligforeninger bygger om til moderne og rummelige, almene boliger. Derved kommer området til at indeholde det brede udbud af boligtilbud, som er så vigtig for vores by, siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik & Miljø.
Stor arkitektonisk variation
I forbindelse med udbudsrunden lagde Aarhus Kommune særlig vægt på at sikre en varieret arkitektur i området samt boliger i varierende størrelser. Vinderprojektet er “Valdemars Have”, som er tegnet af Schmidt Hammer Lassen Architects.
Stadsarkitekt for Aarhus Kommune, Stephen Willacy, er meget begejstret for projektet:
– Valdemars Have har en meget overbevisende arkitektur med et grønt, urbant fællesrum mellem bygningerne. Projektet passer godt til området og har et meget spændende facadeudtryk med forskydninger i vinduesåbninger, forskellige vinduespartier, altaner og store, grønne arealer.
Kvalitetsboliger i centrum
Køberen af området er Casa Finans A/S, som nu i samarbejde med Aarhus Kommune går i gang med at udarbejde lokalplan for de nye boliger.
– Vi synes, at vi har skabt et projekt, som tilpasser sig byens og kvarterets karakter og sjæl, og samtidig tilbyder de bedste moderne boligkvaliteter. Vi er meget stolte af projektet og glæder os til at udvikle kvalitetsboliger på en så central beliggenhed i Aarhus, siger Michael Mortensen, bestyrelsesformand i Casa Finans A/S.