Der blev mandag eftermiddag afsagt kendelse i den største sag om ulovlig bortskaffelse af byggeaffald nogensinde i Danmark.
To mænd på henholdsvis 33 og 40 år blev fundet skyldige i at have bortskaffet cirka 2000 tons byggeaffald i strid med miljølovgivningen. De drev et nedrivningsfirma, der tilbød billige nedrivninger af ejendomme, men i stedet for at bortskaffe byggeaffaldet i overensstemmelse med lovgivningen blev affaldet læsset af på tilfældige steder – eksempelvis rastepladser, i industrikvarterer over det meste af Sjælland og på en grund, som de havde lejet i Havdrup.
Ifølge dommen var forholdene “af både systematisk og organiseret karakter”. Derfor blev de to mænd fundet skyldige både i overtrædelse af miljølovgivningen og i overtrædelse af den skærpede bestemmelse i straffeloven, som har en strafferamme på fængsel i indtil seks år. Det er første gang, at sidstnævnte bestemmelse, der blev indført i 2006, er blevet anvendt.
Bedrageri, tyveri og hæleri
De to mænd blev også fundet skyldige i en lang række bedragerier og i tyveri og hæleri. Bedragerierne var begået over for vognmænd og andre leverandører, som havde leveret containere, materiel og serviceydelser, som de to mænd havde bestilt i falske navne til selskaber oprettet til lejligheden på fiktive adresser.
En 42-årig mand, der var ansat som chauffør i virksomheden og foretog de fleste aflæsninger af affald, blev fundet skyldig i medvirken til de to mænds miljøovertrædelse. En 33-årig mand, der på et tidligt tidspunkt i forløbet i mindre omfang havde foretaget aflæsninger, blev ligeledes fundet skyldig.
Alle fire blev fundet skyldige i hærværk som følge af aflæsningerne af byggeaffald.
Mentalundersøges
Under sagen, der indtil nu har varet 23 retsdage, har der været afhørt en lang række vidner, som har beskrevet flere af nedrivningernes forløb, fundet af det aflæssede affald og miljøvurderingen heraf, samt bestillingerne af containere, materiel, reparationer af lastbiler mv.
Flere vidner har under sagen rejst krav om erstatning fra de tiltalte i håb om at få dækket de udgifter, som de har oplyst at have betalt blandt andet til at få bortskaffet byggeaffaldet på lovlig vis.
Sagen afventer nu mentalundersøgelse af to af de tiltalte. Der forventes derfor først dom i sagen den 5. januar 2016. På det tidspunkt vil der også blive taget stilling til de erstatningskrav, der er fremsat under sagen.