Letbaner på vej
- København, Ring 3:
- Cirka 27 km letbane med 27 stationer og et anlægsbudget på 5,3 mia. kroner.
- Forventet åbning i 2021.
- Langs med banen der forventes at løbe fra Nørrebro til Gladsaxe findes 11 kvadratkilometer til mulig byudvikling
- Aarhus:
- Cirka 112 kilometer letbane med mere end 50 stationer, inklusive omdannelse af eksisterende lokalbane (100 km. ) med et anlægsbudget på ca. 3,3 mia. kroner
- Forventet åbning 2017
- Bliver Danmarks første letbane og kommer blandt andet til at betjene erhvervsområdet i Skejby samt den helt nye by ‘Nye’.
- Odense:
- 14,4 kilometer letbane med 26 stationer og et anlægsbudget på 2,9 mia. kroner
- Forventet åbning i 2020
- Skal blandt andet betjene nyt supersygehus og forventes at få et passagertal på cirka 10 mio. personer årligt.
- Aalborg:
- I Aalborg var der planlagt en letbane i 2020 med 12 kilometer letbane med cirka 24 stationer og et anlægsbudget på 2,5 mia. kroner. Letbanen er dog taget ud af regeringens finanslovsforslag, men flere partier bakker nu op om at få letbanen gennemført.
Letbaneplaner skaber nye muligheder for ejendomshandler. Det fortæller regionsdirektør for Midtjylland Søren Leth Pedersen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, der via lokale erhvervscentre i hele landet følger markedet for erhvervsejendomme tæt.
Både på kontor-, retail- og boligområdet kan letbanerne skabe fornyet interesse fra investorer og ejendomsudviklere, lyder det.
Eftersom letbanerne står færdige om få år, er tiden allerede nu moden for såvel udviklere som sælgere.
Regionsdirektør Søren Leth Pedersen EDC Erhverv Poul Erik Bech
Jager værdistigning
Rapporter fra Miljøministeriet og Københavns Universitet peger på, at beliggenhed nær en station generelt udløser prisstigninger på op til otte procent på boliger og helt op til 40 procent på erhvervslejemål.
Med de mange nye letbanestationer, giver det nye muligheder. Hos NCC Property Development bekræfter direktør Marius Møller, at letbanerne stimulerer interessen for ejendomsinvestering:
– Effektiv infrastruktur er afgørende i forhold til adgangsmuligheder for medarbejdere og kunder. Samtidigt er det jo en klar forventning, at letbanen kommer til at danne grundlag for vækst og udvikling i hele området, siger Marius Møller.
NCC har allerede opført nye ejendomme langs de kommende letbaner i både København og Aarhus.
Marius Møller peger på, at letbanerne i provinsen og i Københavnsområdet er en del af den store urbanisering, der præger samfundet.
– Letbanen kommer til at understøtte den udvikling og gør det muligt at placere sig centralt uden at skulle helt ind i City, siger han og fremhæver, at det både har betydning for boligudviklingen og for tiltrækningskraften på virksomheder.
– Vores forretning er jo at skabe værdier for vores erhvervskunder ved at levere fysiske rammer på placeringer, der lever op til de krav, der er til den omliggende by og til infrastrukturen. Her opfatter vi letbanen som stærke salgsargumenter, siger Marius Møller.
Flere projekter i gang
I Aarhus glæder rådmand for teknik og miljø Kristian Würtz sig til de positive effekter, som letbanen giver.
– Letbanen skaber grobund for at udnytte det fulde potentiale i byen, også i den eksisterende bygningsmasse. Her er det vores strategi – og vores klare forventning – at vi de kommende år vil se en markant udvikling af både boliger og erhvervsområder, både syd og nord for Aarhus, siger Kristian Würtz.
Og lignende meldinger lyder fra både Odense og København. I Aalborg er der i øjeblikket skabt usikkerhed om finansieringen af den planlagte letbane i regeringens finanslovsforslag.
– Vi har oplevet markant interesse for investering langs den vækstakse, som den planlagte letbane udgør. Vi er nået meget langt, og der arbejdes lige nu med flere meget konkrete projekter. Regeringens beslutning om at tage Aalborg Letbane af Finansloven skaber desværre meget stor usikkerhed blandt de mange interesserede investorer, siger stadsarkitekt i Aalborg Kommune, Peder Baltzer Nielsen.
Toget kører nu
Selvom de første passagerer først står af toget om nogle år, giver det allerede nu mening at overveje sine muligheder. Det forklarer regionsdirektør Søren Leth Pedersen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.
– Tidsperspektivet i et ejendomsudviklingsprojekt vil typisk strække sig over to til fem år. Men eftersom letbanerne står færdige om få år, er tiden allerede nu moden for såvel udviklere som sælgere, der ønsker at udnytte den byudvikling, letbanerne repræsenterer, siger han og tilføjer:
– I takt med at områderne udvikles til levende bymiljøer, vil tomme ejendomme eller grunde, som i dag genererer næsten ingen eller måske endda negativ indtjening, kunne omdannes til eksempelvis boliger med gevinst for både for ejeren og for en developer.