Bach Gruppen har ikke haft det bedste efterår. Efter afsløringen af betonskandalen på Bryggens Bastion er sagen bare vokset og vokset – eksempelvis med anmeldelsen af korruption i datterselskabet BG Beton.
Senest lader det til, at Bach Gruppen har haft en uheldig praksis i Viborg. Det skriver Ekstrabladet. Efter afsløringer af, at det har haltet med både ibrugtagningstilladelser og byggetilladelser, lyder det nu ifølge direktør i Bach Gruppen Lene Christensen, at det var: “Kutyme i kommunen gennem mange år, at bygherrer tog bygninger i brug, før der var tilladelse til det.”
Tidligere er skylden ellers blevet placeret hos en ekstern rådgiver, men nu har svarene fået en anden karakter. Nemlig, at man i Viborg Kommune aldrig har krævet, at lovgrundlaget var skriftligt på plads, kun mundtligt, forklarer direktøren.
I et skriftligt svar til Ekstrabladet, lyder det blandt andet: “Det har i Viborg Kommune, gennem næsten al den tid jeg kan huske, været helt almindelig praksis at kunne påbegynde byggerier og ibrugtagning på baggrund af dialog med kommunen og et mundtligt tilsagn fra forvaltningen”, lyder det fra direktøren i en mail sendt fra selskabets PR Bureau Geelmuyden Kiese.
Det har ikke været muligt at få et svar fra Viborg Kommune i skrivende stund i forhold til, hvorvidt praksis har været, som beskrevet af Lene Christensen. Under alle omstændigheder er det ikke tilfældet længere.