Ifølge Teknologisk Institut er der en tendens til at spænde buen unødvendigt hårdt, når det kommer til facaløsningerne.
Særligt i forbindelse med fastgørelsen af elementer betyder usikkerhed omrking bæreevne og vindlastens reelle effekt på facaden, at man bruger langt mere materiale end nødvendigt. Men det ønsker Arash Ehtesham at gøre noget ved. I sin egenskab af projektleder på Teknologisk Institut har han udviklet en ny testmetode, der skaber sikkerhed allerede i projekteringsfasen.
– Formålet med projektet er at udvikle en ny testmetode til bestemmelse af facaders permeabilitet. Permeabiliteten kan give konstruktionsingeniøren mere viden om vindens påvirkning af facaden, og kan bruges i forbindelse med beregning af vindlasten allerede i projekteringsfasen, forklarer Arash Ehtesham.
Ensretning optimerer
Hidtil har der ikke været et testprogram til undersøgelse af facader i forhold til vindpåvirkning og derfor findes der ingen ensretning i de udførte tests og det er en udfordring for både producenterne og deres kunder.
Derfor har Teknologisk Institut udviklet et testprogram, hvor blandt andet aftræksstyrken, permeabiliteten og risiko for klapren undersøges.
– I dag tester producenter deres facadeløsninger forskelligt og ikke altid i samme omfang. Ofte tester producenter kun aftræksstyrken af facadesystemet, uden helt at vide, hvor stor vindlastens påvirkning kan blive på facaden. Det resulterer i konservative forudsætninger og overdimensionering, siger Arash Ehtesham og påpeger, at den nye testmetode derfor er en gevinst for både producent, kunde og miljø.
– Ved at gennemføre tests og forundersøgelser, dannes et vidensgrundlag for den aktuelle facadeløsning, som kan bruges til at optimere mængden af fastgørelser. Sådan undgår man overforbrug af materialer, lyder det.
Viden er guld værd
Kendskab til permeabiliteten i en facadeløsning er en forudsætning for at kunne bestemme, hvorvidt facadeløsningen er fastgjort sikkert til bagkonstruktionen.
Permeabiliteten har betydning for, hvor stor en vindlast facaden kan udsættes for uden, at der opstår skader og derfor er den udviklede testmetode interessant. Vindlastens størrelse afhænger af en række forskellige parametre; eksempelvis bygningens geografiske placering, bygningens geometri og terrænkategorien. På baggrund af bygningens geometri anvendes nogle forudbestemte formfaktorer angivet i vindnormen, som korrigerer vindlasten for globale og lokale vindeffekter.
– Når permeabiliteten er identificeret, udføres en vindtunneltest, hvor man bestemmer de formfaktorer som gør sig gældende for den aktuelle facade med den fundne permeabilitet. Dermed får man et mere nøjagtigt billede af vindlastens størrelse og virkning på den aktuelle facade. Det højner kvaliteten og sikkerheden for dokumentationen af facadesystemets fastgørelse til bagkonstruktionen, siger Arash Ehtesham.