To topfigurer i Forsvarsministeriet skal finde noget nyt at bestille. Deres tid i ministeriet er i hvert fald bragt til ende. Det drejer sig om direktøren i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, der fritstilles, og koncernstyringsdirektøren i departementet, som bliver fritaget for tjeneste og flyttes til en anden tjeneste. Desuden venter der er kulegravning af indkøb inden for hele Forsvarets område.
Det har forsvarsminister Trine Bramsen denne formiddag fortalt på et pressemøde om den verserende skandale, som hærger forsvarsministeriet. Ministeren skulle egentlig have været i Grønland mandag og tirsdag, men der var altså et vigtigere ærinde at passe i rigsfællesskabet. Ministeren har, efter sagen kom frem, gjort det klart, at hun både tager sagen alvorligt og vil til bunds i den. Der skal simpelthen ryddes op i sjusk, svindel og humbuk.
– Forsvaret er en vigtig samfundsinstitution, der er garant for danskernes tryghed. Derfor er det helt afgørende, at der er tillid til Forsvaret. Sager som denne risikerer at slå skår i den tillid. Derfor ønsker jeg at inddrage Folketingets partier i en kulegravning af den konkrete sag om svindel i Ejendomsstyrelsen og i samme ombæring undersøge risikoen for svindel på Forsvarsministeriets øvrige områder, hedder det i en pressemeddelelse, som Forsvarsministeriet udsendte kort før ministeren greb mikrofonen.
Snyd og svindel til skafottet
Trine Bramsen finder det “dybt kritisabelt”, at hun først blev underrettet om sagen i onsdag, ganske kort før sagen blev offentlig kendt og balladen begyndte.
– Det er helt afgørende, at der er tillid til, at pengene bruges ordentligt. Snyd og svindel kan under ingen omstændigheder tolereres. Derfor tager jeg svindel i Forsvaret meget alvorligt, sagde hun og fulgte op:
– Vi skal gøre alt for at sikre, at lignende sager ikke opstår hverken i Forsvarets Ejendomsstyrelse eller andre steder.
Oprydning sat i gang
Svindelsagen skal nu undersøges til bunds, og der er allerede sendt et rejsehold til Hjørring, hvor Forsvarets Ejendomsstyrelse holder til. Det er Forsvarsministerens indstilling, at den interne undersøgelse suppleres af en ekstern undersøgelse, som tilrettelægges i samarbejde med Folketingets partier.
En kulegravning af indkøb på hele Forsvarets område bliver også i gangsat som følge af den aktuelle sag. Denne undersøgelse tilrettelægges ligeledes i tæt samarbejde med alle Folketingets partier.
Der igangsættes en overvejelse om reorganisering af ledelsesstruktur. Forsvarsministeriets interne revision styrkes i forhold til beføjelser samt kompetencer. Og processen for håndtering af whistleblowers styrkes.
Hele sagen omhandler ifølge politiets anklage et beløb på 1,8 millioner kroner, hvor fem personer er tiltalt for blandt andet bestikkelse og groft mandatsvig i forbindelse med indkøb i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. I en rapport har Rigsrevisionen fundet fejl i 54 ud af 64 undersøgte indkøb.