Arbejdsgiverorganisationen for de små og mellemstore håndværksvirksomheder har i samarbejde med 3F udarbejdet en lille guide med gode råd til de håndværkere, der går med en drøm om at starte egen virksomhed.
Når man bliver arbejdsgiver for andre, er der en lang række forhold, man skal sætte sig grundigt ind i.
– Som arbejdsgiver påtager man sig en række administrative og juridiske forpligtelser – både i forhold til medarbejderen og det offentlige. Og det kan være svært at overskue, om man er opmærksom på samtlige forhold. Derfor prøver vi nu at gøre livet lidt lettere for de iværksættere, der er klar til at tage skridtet og blive egentlige arbejdsgivere, fortæller direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.
Kom godt fra start
Guiden giver et overblik over kravene ved en ansættelse og har links til relevante dokumenter og hjemmesider. Samtidigt indeholder den en række gode råd til det at have medarbejdere.
Udgangspunktet for rådene er ansættelse under den overenskomst Dansk Håndværk har på bygge- og anlægsområdet, og den henvender sig fortrinsvis til iværksættere, der skal ansætte sin første timelønnede medarbejder.
– Det er vigtigt, at få styr på de administrative, juridiske og overenskomstmæssige regler fra starten. Dels fordi der gør det hele lettere, men også for at undgå de problemer og omkostninger, der kan opstå senere, hvis man ikke har fået lavet de rigtige aftaler, forklarer Morten Frihagen.