Apples datacenter i Aabenraa er blevet droppet af den amerikanske elektronikgigant. Virksomheden ønsker i stedet at fokusere på deres datacenter i Foulum ved Viborg, der allerede er i gang med byggeriet.
Det skriver Apple i en officiel udtalelse.
– Samtidig med at vi nærmer os færdiggørelsen af vores datacenter ved Viborg, har vi besluttet at fokusere på at udvide denne lokation i stedet for at bygge endnu et datacenter ved Aabenraa, skriver Apple i en mail til Dagens Byggeri.
Den nu droppede plan om et datacenter i Kassø ved Aabenraa skulle være foregået på et 285 hektar stort areal. Tilbage i 2017 blev jorden købt af Apple. I første omgang var planen, at første etape af byggeriet skulle stå færdigt i 2019’s andet kvartal. I stedet kom det aldrig i gang.
Forsvundne arbejdspladser
I 2017 var Thomas Andresen, borgmester i Aabenraa Kommune utrolig stolt af planerne om et Apple-datacenter.
– Apples investering vil bringe mange arbejdspladser med sig, ikke mindst i bygge- og anlægsfasen. Det medfører ekstra vækst ikke bare i Aabenraa, men i Sønderjylland og hele Grænseregionen, sagde Thomas Andresen ved nyheden om projektet.
Det er samtidig den holdning, Apple også står med knap to år senere.
– Vi er taknemmelige over den stærke opbakning, vi har mødt, både hos kommunen og i lokalmiljøet i Aabenraa. Som alle vores datacentre vil vores datacenter ved Viborg blive drevet af 100% vedvarende energi, som kommer fra to vedvarende energiprojekter vi etablerer i Danmark. Vi ser frem til fortsat at investere og udvikle vores forretning i Danmark, skriver Apple.
Chok-nyhed
I dag har piben en lidt anden og noget mere negativ lyd i Aabenraa Kommune. Stig Isaksen, der er direktør for kultur, miljø og erhverv i kommunen, var noget overrasket over bruddet, der ene og alene var Apples beslutning.
– Det kommer fuldstændigt uventet for os, at Apple i dag på et telefonmøde orienterer os om, at man ønsker at afhænde sin byggegrund. Aabenraa Kommune har arbejdet med Apple i lang tid for at skabe grobund for et af verdens største datacentre. Det er dog samtidig min opfattelse, fra min samtale med Apple i dag, at der tale om en overordnet strategisk forretningsbeslutning truffet i USA, og at beslutningen er truffet helt uafhængigt af forhold i Aabenraa Kommune, siger Stig Isaksen.
Som nabo til det nu skrinlagte Apple-datacenter i Kassø, har Google tidligere købt en byggegrund på 131 hektar med henblik på et datacenter. Det gjorde de blot to måneder, efter Apple afslørede deres planer. Det vides endnu ikke, om Apples tilbagetrækning får konsekvenser for Googles planer.