Knud Højgaards Fond har givet tilsagn om et lån på 400 mio. kr. til fusionen af Højgaard Holding A/S og Monberg & Thorsen A/S. Fusionen forventes behandlet på de ordinære generalforsamlinger i Højgaard Holding og Monberg & Thorsen 5. april 2019. Det nye fusionerede selskab, MT Højgaard Holding A/S, skal bruge millionlånet til gennemførelsen af en kapitalforhøjelse.
Knud Højgaards Fond sikrer således, at genopretningen af den operationelle drift i MT Højgaard A/S kan gennemføres på et solidt fundament.
– Lånetilsagnet fra Knud Højgaards Fond har været afgørende vigtigt for at genetablere et sikkert kapitalgrundlag. Vi er nu tilbage på samme kapitalniveau som før den uventede voldgiftskendelse i MgO-vindpladesagen, og usikkerheden omkring vores kapitalsituation er dermed fjernet, siger administrerende koncerndirektør i MT Højgaard, Anders Heine Jensen.
– Jeg glæder mig over, at vi nu kan se fremad og fokusere vores indsats på at servicere vores kunder, leverandører og samarbejdspartnere og levere kvalitet i vores projekter, siger han videre.
De tidligere annoncerede ansvarlige låneaftaler mellem Knud Højgaards Fond og MT Højgaard A/S på henholdsvis 250 mio. kr. og 400 mio. kr. vil som konsekvens af kapitalforhøjelsen blive reduceret, således at der fremadrettet alene eksisterer en trækningsret på ansvarlig lånekapital på i alt 250 mio. kr. til dækning af eventuelle forpligtelser som følge af voldgiftskendelsen i MgO-vindpladesagen fra september 2018.