Det halter med praktikpladser på erhvervsskolerne. Der var 22 procent færre i skolepraktik i oktober 2018 sammenlignet med samme tidspunkt i 2017. Det viser et notat fra Undervisningsministeriet.
– Den store nedgang viser, at der er langt færre, der tilvælger skolepraktik, og det godt nok et problem. Det er mange mennesker, og så vælger mange af dem ufaglært arbejde i stedet for at være i skolepraktik. Det er bestemt ikke en god udvikling, men jeg forstår elevernes manglende tålmodighed, siger Søren Heisel, der er forbundssekretær ved 3F med ansvar for uddannelsespolitik.
Samtidig viser notatet, at der to procent færre i gang med hovedforløbet på erhvervuddannelserne i forhold til oktober sidste år, og det er her, det største problem er, mener Dansk Byggeri.
– Det bekymrende ved notatet er, at der er færre elever i gang med erhvervsuddannelserne. For det betyder, at der ikke er nok unge, der søger dem. Det er ikke, hvad vi har arbejdet på med erhvervsuddannelsesreformer og indsatser, siger Louise Pihl, der er underdirektør i Dansk Byggeri.
En kort, ikke en lang
Til gengæld er der kommet flere uddannelsesaftaler, hvilket er aftalen mellem virksomhed og praktikant. Det lyder umiddelbart positivt, men det kommer på en lidt forkert baggrund, mener 3F.
Det sker nemlig fordi, der bliver lavet korte aftaler mellem virksomhed og praktikant. I stedet for at lave aftaler, der gælder til den unge er færdigudlært, laver man i stedet aftaler på få måneder, hvorefter der skal søges et nyt sted.
– Vi ved, at to tredjedele af uddannelsesaftalerne er korte aftaler, og det er ikke den måde, man får flere elever til at søge erhvervsuddannelser på. Hvis man udbød flere hele praktikaftaler, vidste den unge, hvad han skulle rette sig efter, og måske skal der justeres lidt i den nuværende trepartsaftale for at begrænse mængden af korte aftaler, siger Søren Heisel.
Succesfulde tal i byggeriet
Begge ser dog positive ting i bygge- og anlægsbranchen.
– Byggeriet har haft en god stigning, og ifølge vores tal har vi formået at holde stigningen i indgåede aftaler. Det er meget positivt, siger Louise Pihl.
I Undervisningsministeriets praktikpladsstatistik kan man se, at der var en vækst på 1485 aftaler fra 2016 til 2018. De 1454 af dem, svarende til 97 procent af væksten, kommer fra bygge- og anlægsbranchen.
– Når man dykker ned i tallene, er det næsten udelukkende byggeriet, hvor der er tilgang i uddannelsesaftaler i forhold til 2016. De andre brancher ligger på samme niveau, siger Søren Heisel.