I dag afholdes Byggeriets Diversitetsdag 2024 i Industriens Hus i København, og her har Anders Stouge, direktør i DI Byggeri, præsenteret de senere års udvikling inden for diversitet bl.a. med fokus på andelen af kvinder i bygge- og anlægsbranchen:
– Det er en dagsorden, der er kommet markant mere fokus på, og som vi ser flere organisationer kaste sig ind i kampen for. F.eks. har Boss Ladies taget initiativ til at synliggøre kvindelige rollemodeller i byggeriet, siger han.
Har endnu ikke set den helt store stigning
I 2019 satte DI sig sammen med det dengang nyetablerede Byggeriets Kvinderåd, der er sat i verden for at trække flere kvinder til bygge- og anlægsbranchen, og dengang lød målet på en fordobling af andelen af kvinder i byggeriet over de næste 10 år.
Læs også: Bravidas nye direktør: For få faglærte er et samfundsproblem, vi skal være med til at løse
Tal fra jobindsats.dk viser dog, at udviklingen ift. målsætningen lader vente på sig:
Ifølge fremskrivningen skulle antallet af kvinder fra 2018 til 2023 have været 13,9 %, men tallet er 9,6 %:
– Det er primært et fokus på køn, der præger diversitetsdagsordenen, og selvom der bliver talt meget om det, så ser vi ikke den helt store stigning endnu, hvor vi i skrivende stund er knap 10 % kvinder i branchen, siger Anders Stouge.
Læs også: DI og Dansk Metal ønsker et opgør med gymnasiet: “Systemet fungerer ikke”
Han tilføjer:
– Kvinderådets målsætning er 20 % kvinder i 2028, så vi har et stykke vej endnu. Men mange virksomheder gør meget for at tiltrække både talentfulde mænd og kvinder.
I 2018 var antallet af mænd i byggeriet 127.706, og 12.955 var kvinder. I 2023 var antallet af mænd 145.173, og 15.482 var kvinder.
Spændende initiativer
Fordelt på arbejdsfunktioner viser tal fra Danmarks Statistik og Byggeriets Samfundsansvar desuden, at det stadig er ca. 74 % af kvinderne i byggeriet, som er beskæftiget på kontor, mens kvinder, der arbejder med de udførende opgaver, udgør 4 %.
Desuden er andelen af kvinder blandt de færdiguddannede på erhvervsuddannelserne inden for bygge- og anlægsbranchen stort set uændret siden 2018.
Læs også: Rambøll vinder ny diversitetspris: 12 pct. flere kvinder
Anders Stouge ser dog en positiv tendens:
– Mange virksomheder har spændende initiativer til at få flere kvinder i byggeriet og øge diversiteten. Bl.a. gennem lærlingeprogrammer, rollemodeller i virksomhederne og DI’s Diversitetsløfte, hvor nu 68 medlemsvirksomheder i byggeriet, har tilsluttet sig løftet.
– Det er bestemt tendensen, at flere og flere virksomheder får mangfoldighedspolitikker, siger han.