Region frygter for tidsplan: Varsler dagbøder på supersygehus

Cirka hver sjette medarbejder på det store byggeprojekt blev hjemsendt på grund af konkurs. Nu varsles der med dagbod.
Odense Universitetshospitals første delprojekt skal stå færdig og tage imod patienter fra 2027 efter den nuværende tidsplan.

Tekno Fire er en af flere entreprenørvirksomheder, der arbejder på Odense Universitetshospital. Eller gjorde.

Den albanske virksomhed er gået konkurs. 248 håndværkere er på den konto hjemsendt og vender ikke retur. Det er cirka hver sjette håndværker på byggepladsen.

Region Syddanmark oplyser, at de er bekymret for, om tidsplanen nu kan overholdes. De har derfor sendt varsling om dagbøder til totalentreprenøren Odense Hospital Project Team (OHPT).

– Konkursen har skabt en beklagelig situation for både os og entreprenøren. Begge parter ønsker at blive færdige med byggeriet, og konkursen er et bump på vejen, som vi hurtigst muligt skal over, siger regionsrådsformand Bo Libergren.

Læs også

”En af de vigtigste byomdannelser i Odense de næste 20 år”

Ifølge Region Syddanmark vil dagboden træde i kraft, hvis tidsplanen ikke overholdes for en eller flere af de seks delprojekter, der udgør det samlede hospitalsprojekt.

– Dagbodsvarslet er et ofte anvendt værktøj i byggebranchen og et greb, som begge parter har nikket til, da man lavede en kontrakt, siger Bo Libergren og fortsætter:

– Nu har der været en situation, som ingen af os kunne have forudset, men som rammer os begge, og varslingen skal derfor ses som en opfordring til at speede arbejdet en smule op, så vi kan få indhentet det tabte.

Dagboden kan variere fra 150.000 til 870.000 kroner per delprojekt for hver dag, projektet løber over tidsplanen som en daglige bøde.

Totalentreprenør på overarbejde

OHPT har siden konkursen skudt flere penge i projektet og forsøgt at erstatte de tabte medarbejdere.

Læs også

Her skal et nyt nationalt center for sundhed opføres

Det oplyses, at arbejdsstyrken er tæt på at være genoprettet.

I løbet af februar vil OHPT komme med en analyse af konkursens konsekvenser for byggeprojektet og tidstabet.

Planen er indtil videre fortsat, at første delprojekt er færdigt i 2027, hvor første patient kan ”flytte ind”.

Relateret indhold