MT Højgaard Holdings regnskab for første kvartal viser, at omsætningen steg 14 % til 2,6 mia. kroner. Vækste er drevet af højere aktivitet og hurtigere fremdrift på flere projekter, og videre oplyses, at både MT Højgaard Danmark og Enemærke & Petersen bidrog med tocifret vækst, som var særlig høj i fokusområderne anlæg og infrastruktur samt partnerskabssager.
Derudover steg driftsresultatet (EBIT) 5 % til 99 mio. kroner, og her øgede MT Højgaard Danmark indtjeningen efter høj effektivitet, god kapacitetsudnyttelse og opskrivninger på enkelte projekter, mens indtjeningen – som ventet – faldt i Enemærke & Petersen.
De fortsættende aktiviteter leverede et uændret resultat efter skat på 71 mio. kroner.

Bravida bliver ved: Jeg er selvfølgelig stolt af resultatet, men jeg er ikke tilfreds
Regnskabet viser også, at underskuddet fra ophørende aktiviteter blev nedbragt fra -68 mio. kroner til -13 mio. kroner efter det seneste års salg og afvikling af internationale aktiviteter.
Resultatet efter skat steg fra 3 mio. kroner til 58 mio. kroner, ligesom pengestrømmene fra driften blev forbedret fra -45 mio. kroner til 39 mio. kroner.
Tilgang af nye opgaver
Ordreindgangen steg fra 1,3 mia. kroner til 2,6 mia. kroner efter stigende ordreindtag i begge forretningsenheder – 26 % af ordreindgangen kom fra byggepartnerskaber og andre samarbejder.
Ved udgangen af kvartalet var ordrebeholdningen på 11,8 mia. kroner. Dertil kom vundne, men endnu ikke tildelte ordrer for 0,5 mia. kroner, fremtidige opgaver i strategiske byggepartnerskaber med en skønnet værdi på 5,1 mia. kroner samt ordrer i joint ventures for 0,8 mia. kroner.
– Vi har haft en god start på året med stabil drift, sikker eksekvering af ordrebogen og fin tilgang af nye opgaver. Afviklingen af de sidste internationale aktiviteter skrider frem, og vi har taget nye skridt til at forenkle og fokusere koncernen ved at lægge MT Højgaard Property Development ind i MT Højgaard Danmark, siger CEO Rasmus Untidt.
Uændrede forventninger
Han fortæller videre, at forventningerne til året er uændrede og understøttes af den solide ordrebeholdning, en god pipeline og en stærk eksponering mod vækstområder i markedet.
Konkret ventes omsætningen at blive i niveauet 10,0-10,5 mia. kroner – ved udgangen af marts var 85 % af årets forventede omsætning kontraheret.

Raunstrup og E&P samler de jyske aktiviteter i én virksomhed
Driftsresultatet (EBIT) ventes at udgøre 400-450 mio. kroner, og indtjeningen på de løbende bygge-, renoverings-, anlægs- og serviceopgaver ventes stort set at blive på samme niveau som i 2024, mens engangsindtægterne fra især grundsalg ventes at blive væsentligt lavere.
Med forventninger om et væsentligt lavere underskud i ophørende aktiviteter, en uændret skatteprocent og stort set uændrede finansielle poster er der basis for, at en større del af årets driftsresultat finder vej til bundlinjen, forklarer Rasmus Untidt:
– Vi fortsætter arbejdet med at sikre stabilitet og fremgang i den danske forretning med særlig fokus på at forbedre projekteksekveringen og lønsomheden i Enemærke & Petersen.