Vinduesproducent uddanner sine ufaglærte

Nordjyske KPK Døre og Vinduer har sammen med Skive College oprettet en voksenlærlinge uddannelse, der opkvalificerer medarbejderne til produktionsassistenter - den giver større forståelse for produktionenen og større medarbejdertilfredshed.
Større forståelse for produktionen og mere motiverede medarbejdere - KPK Døre og Vinduer ser en række fordele ved at opkvalificere medarbejderne med et uddannelsesforløb på den lokale erhvervsskole. Foto: KPK Døre og Vinduer
Større forståelse for produktionen og mere motiverede medarbejdere - KPK Døre og Vinduer ser en række fordele ved at opkvalificere medarbejderne med et uddannelsesforløb på den lokale erhvervsskole. Foto: KPK Døre og Vinduer

Som regel har jobbet som ufaglært fokus på opgaver, der netop ikke kræver uddannelse. Men større indsigt og viden om den branche og virksomhed, man arbejder på skader aldrig. Tværtimod. Det er KPK Døre og Vinduer et glimrende eksempel på.

Den nordjyske vinduesproducent har sammen med den lokale erhvervsskole oprettet en uddannelseslinje, hvor virksomhedens medarbejdere over to år får svendebrev som produktionsassistenter. Et forløb som voksenlærlinge, der giver merit til den fireårige uddannelse som maskinsnedkeruddannelse og som også kan bruges inden for møbelindustrien.

Uddannelsen blev oprettet i 2017 og foreløbig har 17 af KPKs medarbejdere været gennem et forløb. Netop nu er yderligere tre tilmeldt og startet op her i januar.

Giver faglig stolthed

En af dem er 51-årige Kristine Korsgaard Christensen nu klar til at stemple delvist ud af produktionen for at efteruddanne sig til produktionsassistent med fokus på vinduer og døre.

Motivationen for hende er, at større kendskab til KPK’s interne arbejdsprocesser og blive endnu bedre til at kvalitetssikre de mange produkter, der hver dag passerer igennem hendes afdeling.

– Malerafdelingen, hvor jeg står, er en af de sidste arbejdsstationer i produktionskæden. Det er dejligt at vide, præcis hvilken bearbejdning der sker med vinduerne og dørene, inden de når hertil. På den måde er vi også bedre rustet til at spotte, hvis der skulle være nogle fejl på produkterne, siger Kristine Korsgaard Christensen og fortsætter:

– På uddannelsen får vi blandt andet kendskab til de avancerede maskiner, der bliver brugt i træindustrien, og vi lærer, hvordan man kan sikre en god kvalitet i produktionen. Det giver faglig stolthed, at vi med en uddannelse som produktionsassistent kan tage et større medansvar for det, vi laver, og derfor også være med til at skabe kvalitetsprodukter.

KPK: Fleksible medarbejdere er fordel for os

Da KPK Døre og Vinduer tilbage i 2017 var med til at tage initiativ til uddannelseslinjen var det for at kunne udnytte, at de allerede havde mange engagerede medarbejdere. Ved hjælp af et uddannelsesløft kunne de blive endnu bedre.

Og ifølge Diana Andersen, der er HR business partner i virksomheden, har uddannelseslinjen ikke alene givet øget motivation til medarbejderne, men også en stor faglig værdi til virksomheden:

– Hver gang en af vores medarbejdere har været på skolebænken, kommer han eller hun tilbage med fornyet energi og en større faglighed, der smitter af på arbejdsglæden. Derudover er det en kæmpe styrke at have medarbejdere, der kan løse en bred vifte af opgaver og hjælpe til flere steder i produktionen, hvis behovet opstår, fortæller hun.

– Det gør os også mere fleksible i forhold til forskellige ordrer og mindre sårbare over for sygemeldinger. Det blev særlig tydeligt under anden coronanedlukning, hvor en stor del af Nordjylland lukkede ned, og flere af vores medarbejdere ikke kunne komme på arbejde, siger Diana Andersen.

Uddannelse giver større jobgaranti

På Skive College mener virksomhedskonsulent Thomas Langa Ogola, at uddannelsen til produktionsassistent med en linje inden for vinduer og døre har ramt et behov i markedet:

– Det er win-win for de lokale vinduesproducenter og deres ufaglærte medarbejdere. Medarbejderne bliver klædt på til at kunne trives endnu bedre fagligt på deres arbejde, og samtidig får de papir på deres kompetencer, hvilket giver dem en større jobgaranti.

– Virksomhederne får tilsvarende mere dygtige og fleksible medarbejdere, der kan bidrage positivt til en effektiv produktion. Derudover gør de sig også mere attraktiv som arbejdsplads, fordi de arbejder bevidst med at opkvalificere deres medarbejdere, siger Thomas Langa Ogola, der fungerer som bindeled mellem virksomhederne og skolen.

– I modsætning til andre EUD-uddannelser starter uddannelsen til produktionsassistent kun én gang om året. Det sker for at hjælpe virksomhederne med bedre at kunne planlægge produktionen, mens de har medarbejdere på skolebænken.

Produktionsassistentuddannelsen med fokus på døre og vinduer svarer til første del af den fulde maskinsnedkeruddannelse, der varer godt fire år. Den giver således merit, hvis man senere ønsker at læse videre, men det er ikke et krav for at blive ansat hos vinduesproducenterne. Uddannelsen findes også med en tilsvarende linje inden for møbelproduktion.

Relateret indhold