Efter et års coronapause kunne man denne weekend for tiende gang igen samle 290 af landets dygtigste lærlinge til DM i Skills for at kåre de danske mestre indenfor 49 fag, hvilket er ny rekord.
Blandt vinderne var i elektriker Christian Ottosen Keis fra Næstved, der er i lære hos El og Teknik og går på EUC Sjælland, vvs-energispecialist Lennarth T. Rokkjær fra Lomborg, der er i lære hos Vestjysk Smede – VVS – Blik og går på Herningsholm og klejnsmed Martin Rothborg Gregersen fra Gørlev, der er i lære hos Chris Jensen Kalundborg K/S og går på EUC Nordvestsjælland.
Alle fra virksomheder, der er medlem af Tekniq Arbejdsgiverne:
– Alle vinderne har ydet en fantastisk indsats lige fra de indledende konkurrencer og frem til weekendens finale. En indsats, som bare understreger, hvor vigtigt det er både at have hænder og hoved skruet rigtigt på, hvis man vil klare sig indenfor disse fag, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne.
Hun understreger desuden vigtigheden af, at deltagerne samtidig påtager opgaven som rollemodeller for deres respektive fag for på den måde forhåbentlig at kunne trække endnu flere unge til ikke mindst de tekniske erhvervsuddannelser:
– Vi har virkelig savnet mesterskaberne, der er en helt unik mulighed for at vise erhvervsuddannelserne frem for fremtidens potentielle lærlinge. Vi står i en situation med mangel på lærlinge, og derfor er det afgørende, at vi med DM i Skills kan understrege de mange spændende karrieremuligheder, man får med et svendebrev i hånden.
Vil inspirere andre
Hos bygningsmalerlærlingene vandt Jasmin Vejnø Halling med 73 point ud af 100 point. Hun gik på EUC Sjælland i Næstved og har været lærling hos Poul Pedersen & Søn Malerfirma v/Peter Pedersen, hvor hun nu er malersvend:
– Det betyder meget for mig, at jeg vinder DM i Skills. Jeg er lige blev udlært og fik sølvmedalje, men det topper lige at blive danmarksmester. Det betyder især meget for mig, fordi jeg er farveblind. Jeg vil gerne inspirere andre. Hvis du vil være maler, kan du godt det som farveblind, siger Jasmin Vejnø Halling, der tænker, at mesterskabstitlen er godt at have på CV’et, fordi det viser, at hun er dygtig til sit fag.
Jasmin Vejnø Halling håber også hun kan smitte andre unge til at vælge malerfaget:
– Det er 100 % det fedeste fag, hvor du bruger kroppen og laver spændende ting. Du er ude og inde, og ingen dage er ens, siger hun.
Vinder for andet år i træk
I brolæggerkonkurrencen vandt Theis Laursen og Rasmus Nørregaard Andersen for andet år i træk. De repræsenterede Learnmark Tech og deres mestre Svend Erik Lind, Horsens, og J.A. Brolægning, Herning.
– Da vores navne blev råbt op, sitrede det i hele kroppen. Jeg prøvede at få det hele med oppe på scenen og hold op, hvor er det vildt at have vundet DM for brolæggere to gange i træk. Det er vi stolte af, siger Rasmus Nørregaard Andersen, hvorefter Theis Laursen har tre gode råd til dem, der drømmer om at blive Danmarks bedste inden for deres fag:
– Spænd hjelmen, lyt til din lærer og tag teorien til dig, hvis du også vil være danmarksmester.
Pris for arbejdsmiljø og sikkerhed
Anlægsstruktørerne Rasmus Clausen og Mikkel Zeiler Nielsen, som også tager deres skoleophold på Learnmark Tech, vandt Arbejdsmiljøprisen uddelt af BFA Bygge & Anlæg.
Arbejdsmiljøprisen gives til dem, der blandt andet har orden og ryddelighed på arbejdspladsen, arbejder godt sammen som team og bruger de nødvendige personlige værnemidler og det rigtige sikkerhedsudstyr.
– Fokus på sikkerhed er yderst vigtigt – både når det gælder arbejdet med maskiner og elevernes fysik. Derfor er jeg også stolt af, at vores anlægsstruktører vandt Arbejdsmiljøprisen inden for deres uddannelse, siger direktør på Learnmark Horsens, Niels Yde.
Ca. 67.000 gæster besøgte årets udgave af DM i Skills de tre dage, mesterskaberne strakte sig over.