Skills skruer op: DM bliver et brag af en festival på Dyrskuepladsen i Roskilde

Planerne for erhvervsuddannelsernes store mesterskab er klar, og SkillsDenmark og Roskilde Kommune går nu målrettet efter at skabe festivalstemning for både de talentfulde unge og de mange tusinde besøgende.
Tobias Preilev Hansen, bygningssnedker ved DM i Skills 2023. Foto: Lasse Lagoni.
Tobias Preilev Hansen, bygningssnedker ved DM i Skills 2023. Foto: Lasse Lagoni.

Over årene har DM Skills vokset sig stort og samlede ved det seneste danmarksmester for erhvervsuddannelser 2.500 publikummer, der med stor interesse og støtte fulgte konkurrencerne i hele 45 forskellige fag.

Derfor har planlæggerne siden februar, hvor det blev besluttet, at DM i Skills 2024 skal foregå i Roskilde, haft travlt med måle op og afgøre, hvordan fagene kan få plads.

Læs også: Fremtidens håndværkere blev hyldet ved DM i Skills

Valget er faldet på Dyrskuepladsen, der hvert år blandt andet også lægger grund til Roskilde Festival, der samler op mod 135.000 gæster.

Der bliver derfor rigeligt med plads til både konkurrencedeltagere, præsentation af fagene, logistik og alle de mange besøgende fra hele Sjælland.

– Vi er meget glade for beslutningen om at afholde DM i Skills på Dyrskuepladsen – det giver en masse positive muligheder, siger formand for SkillsDenmark, Søren Heisel.

– Vi har fået gode erfaringer med at afholde DM i en teltby, da vi var i Kalundborg Kommune i 2022, og vi kommer til at skrue endnu mere op for ambitionerne i 2024. DM i Skills 2024 bliver et brag af en festival, hvor vi kommer til at fejre landets største talenter i nogle flotte rammer.

Sjællands unge skal se mulighederne

Borgmester i Roskilde Kommune, Tomas Breddam, giver nærmest garanti for, at den hele rette festivalstemning vil blive skabt, ligesom at han er glad for at få Skills til byen:

– I Roskilde går vi efter at skabe en forrygende stemning af festival omkring DM i Skills. Dyrskuepladsen er gearet til de helt store events. Her får vi plads til alle de unge, som kommer og snuser til, hvor fantastisk dygtig man kan blive med en faglært uddannelse – og så er det lige ved siden af hjemmebanen for Roskildes erhvervsuddannelser.

Læs også: Skills har fået vokseværk og 10 mio. kr. i ryggen

Næstformand for SkillsDenmark, Michael Boas Pedersen, supplerer:

– Vi ser frem til at sætte erhvervsuddannelserne på dagsordenen i Roskilde og hele Region Sjælland. Vi håber DM i Skills i Roskilde kan få flere unge på Sjælland til at se de mange muligheder, som erhvervsuddannelserne giver.

DM i Skills 2024 afholdes 18.-20. april.

Relateret indhold