Skills-ambassadører skal sørge for, at flere unge bliver faglærte

Der er brug for, at flere unge tager en erhvervsuddannelse, og det skal mindst 20 rollemodeller nu hjælpe til med ved på skoler, messer og online at fortælle om deres passion for faget.
Fra tømrerkonkurrencen ved DM i Skills 2020. Foto: Per Daugaard.
Fra tømrerkonkurrencen ved DM i Skills 2020. Foto: Per Daugaard.

Hvert år samles 300 af de dygtigste unge fra erhvervsuddannelserne i Danmark til DM i Skills, hvor de viser deres evner og dyster om at være den bedste inden for deres fag. Alle er de meget seriøse, ambitiøse og hårdtarbejdende – de helt oplagte rollemodeller, fortæller direktør i SkillsDenmark, Simon Neergaard-Holm:

– Der er et stort potentiale i at lade flere komme ud og inspirere andre unge til at tage en erhvervsuddannelse. Derfor starter vi det her projekt, hvor vi undersøger, hvordan det bedst kan lade sig gøre, og hvordan vi bedst får de unge til at synes, at det er fedt at fortælle andre unge om deres fag, siger han.

Projektet, der løber hele 2022, skal finde mindst 20 unge, der gerne vil engagere sig som frivillige rollemodeller og lade dem fortælle andre unge om deres uddannelse ved skolebesøg og på events rundt om i landet. Derudover skal projektet også afdække et potentiale i at lade de unge fungere som ‘digitale rollemodeller’ idet, at der produceres præsentationsmateriale til sociale medier for hver unge rollemodel.

Brug for en ekstra indsats

Projektet er et samarbejde mellem SkillsDenmark og Erhvervsskolernes Elevorganisation med støtte fra Tuborgfondet på 1,6 mio. kroner:

– I Tuborgfondet har vi et fokus på, at flere unge kommer godt i gang med arbejdslivet. Netop erhvervsuddannelserne har brug for, at vi som samfund gør en ekstra indsats for, at flere unge vælger den vej – og jeg er glad for at vi i Tuborgfondet kan bidrage til netop det, siger Peter Giacomello, sekretariatschef i Tuborgfondet.

Gør de unge nysgerrige

SkillsDenmark har kontakten til de unge og onlineeksponeringen, og EEO står for at uddanne, administrere og booke besøg for de unge rollemodeller samt skabe et fællesskab blandt de frivillige. EEO trækker på deres store erfaring med rollemodeller, fra deres faste rollemodelkorps.

Siger Albert Janssens, næstformand i EEO, fremhæver, at SkillsDenmark er et af de største eksponenter for faglig stolthed på erhvervsuddannelserne, og at elevorganisationen derfor glade for, at det med hjælp fra Tuborgfondet er lykkedes at få et samarbejde:

– Samarbejdet betyder, at der er endnu flere grundskoler, der i år kan få besøg af en rollemodel. Besøgende giver eleverne nysgerrighed på at tage en erhvervsuddannelse og er med til at flytte de unges ideer om hvad de skal efter grundskolen, siger hun.

Relateret indhold