Mens flere uddannelsesinstitutioner oplever tilbagegang i optaget på STEM-uddannelserne, går det stik modsat for Københavns Erhvervsakademi, KEA. Her stiger optaget på de tekniske og digitale uddannelser med 10 %. Samlet set løftes optaget med 7 %.
Stigningen i optaget dækker blandt andet over uddannelser som Bygningskonstruktør, Cybersikkerhed og Energiteknolog – uddannelser, der i stigende grad er efterspurgte i byggeriet, forsyningssektoren og industrien.

IDA: Færre ingeniørstuderende kan bremse grøn og digital udvikling
Landsgennemsnittet for optaget på STEM-uddannelser er til sammenligning faldet med 1 %.
– Det er fantastisk, at vi kan optage endnu flere studerende til brancher, som i dén grad mangler arbejdskraft. Og vi er stolte over, at de unge vælger uddannelser, som er så vigtige for blandt andet vores grønne omstilling og sikkerhed, siger KEAs uddannelsesdirektør Eva Valcke.
Teknologi, praktik og bæredygtighed lokker
Ifølge Eva Valcke afspejler den positive udvikling, at de unge i højere grad søger mod praksisnære og virkelighedsrelevante uddannelser, der kombinerer teknologi med bæredygtige løsninger.
– Byggebranchen og de tekniske brancher står i en helt ny æra, som kræver, at der kommer nogle dygtige folk ud, som kender og kan bruge nye bæredygtige teknologier og cirkulære forretningsmodeller. Samt sikre at vi hele tiden er ét skridt foran.

Konkurser og opløsninger – uge 30
På STEM-uddannelserne er 20 % af de optagne kvinder, hvilket er på niveau med sidste år. Og selvom andelen stadig er lav, er der hos KEA stort fokus på at tiltrække en mere mangfoldig studentergruppe.
– Vi vil gerne have en divers studentersammensætning – jo større diversitet, herunder kvinder, desto bedre løsninger. Vores mål er en divers skare af studerende, ikke bare i forhold til køn, men også forskellige typer af mennesker med vidt forskellige interesser, baggrund og evner, siger Eva Valcke.
Et kontinuerligt arbejde
For mange ansøgere er det netop kombinationen af teknisk faglighed og muligheden for at bidrage til en bæredygtig fremtid, der gør KEAs uddannelser attraktive.
– Noget af det, vi har gjort, er at vise, at man kan flytte dagsordner med en digital eller teknisk uddannelse, sådan at vi ikke kun appellerer til dem, der har den tekniske interesse, men også de mange, der fanges af det kreative, dem der vil bidrage til en mere bæredygtig verden og dem der vil bruge teknologi til at gøre en forskel. At tilbyde et studiemiljø som favner og tiltaler en divers gruppe af studerende er et kontinuerligt arbejde, som vi insisterer på.
Praksis i centrum
En af de nye KEA-studerende er Lærke Bæk Nielsen, der netop er blevet optaget på uddannelsen til energiteknolog:

Nordic Acoustics skifter hænder: Akustisk samspil skal skabe vækst
– Jeg har læst fysik på DTU, men det blev lidt for teoretisk. En af mine gode venner foreslog Energiteknolog. Uddannelsen er spændende, og det er mere konkret, praktisk og ikke mindst meget relevant. Derudover synes jeg, det er attraktivt, at du kan være færdiguddannet på to år, men også har muligheden for at tage en top up i Energimanagement.
I alt 2.481 nye studerende er netop blevet optaget på deres drømmeuddannelse på KEA.