“Meget positivt”: Skills ændrer unge og forældres holdning til håndværksfagene

Ny undersøgelse viser, at 30 % flere unge overvejer at tage en erhvervsuddannelsen efter afholdelse af Danmarksmesterskaberne i Skills. Også forældrenes opfattelse af at blive håndværker påvirkes positivt.
Fra bygningssnedkerkonkurrencen ved DM i Skills 2023, der blev afholdt i Fredericia den 2.-4. februar. Foto: Lasse Lagoni.
Fra bygningssnedkerkonkurrencen ved DM i Skills 2023, der blev afholdt i Fredericia den 2.-4. februar. Foto: Lasse Lagoni.

Mens byggeriet stadig mangler kvalificeret arbejdskraft, er det kun omkring 20 % af eleverne, der søger ind på erhvervsuddannelserne, når de er færdige med folkeskolen. Og hvis den udvikling fortsætter, vil der i 2030 mangle omkring 100.000 faglærte i Danmark, vurderer Fagbevægelsens Hovedorganisation.

SkillsDenmark er netop sat i verden for at promovere og synliggøre landets erhvervsuddannelser som attraktive uddannelser for landets unge er og afholder blandt andet hvert år DM i Skills, hvor omkring 300 unge kæmper om at blive de bedste inden for deres respektive fag.

I år har Epinon for SkillsDenmark lavet en undersøgelse af både kendskab og holdning til erhvervsuddannelser i Region Syddanmark før og efter afholdelsen af DM i Skills i Fredericia.

– Derfor vi gør det

Mens 33 % af regionens unge mellem 16 og 30 år svarede ‘enig’ eller ‘helt enig’ til, at de kunne overveje en erhvervsuddannelsen før DM i Skills, var andelen steget til 42 % efter mesterskaberne – en stigning på 30 %:

– Det er meget positivt, at DM i Skills har den effekt, siger formand for SkillsDenmark, Søren Heisel.

– Det er en stor stigning, der viser, at det virker at holde DM i Skills. Vi rykker folks opfattelse af erhvervsuddannelserne, og det er ikke kun blandt dem, der besøger mesterskaberne – det er blandt alle unge og forældre i regionen. Det er lige præcis derfor, vi gør det.

Kronprinsen er med til at løfte anseelsen

Formanden refererer til undersøgelsens resultater, der også viser, at 51 % forældre til unge mellem 12-20 i Region Syddanmark var ‘enige’ eller ‘helt enige’ i, at de vil anbefale deres barn at tage en erhvervsuddannelse før DM i Skills, mens 65 % svarede det samme i ugerne efter DM.

Næstformand i SkillsDenmark, Michael Boas Pedersen, understreger vigtigheden af at nå ud til forældrene og befolkningen generelt, da opfattelsen af uddannelserne og forældrenes råd har afgørende betydning for uddannelsesvalget:

– Derfor havde det stor værdi, at Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik deltog ved åbningen af DM i Skills 2023 og derved var med til at løfte anseelsen af og interessen for erhvervsuddannelserne, siger han og tilføjer:

– Det er vigtigt, at vi styrker erhvervsuddannelsernes image for derved at kunne nuancere både de unges og deres forældres forståelse for de mange muligheder, erhvervsuddannelserne tilbyder.

DM i Skills 2024 afholdes i Roskilde.

Relateret indhold