Hele branchen mangler hænder, og det kan nu ses i de nye tal fra Undervisningsministeriet over indgået aftaler om lærepladser:
Hele 27.595 aftaler i det første halvår af 2022, hvilket er ca. 2.300 flere end sidste år på samme tid og det højeste antal nogensinde.
Og stigningen ligger hovedsageligt inden for byggeri, teknologi og transport, hvor der i år er indgået knap 13.000 lærepladsaftaler:
– Væksten i byggeriet er slået igennem med væsentlig flere lærepladser, ligesom antallet af lærepladser er steget på flere uddannelser inden for industrien. Samtidig ser vi markante fald i antallet af elever uden læreplads, siger Signe Tychsen Philip, underdirektør i Dansk Industri (DI), og tilføjer:
– Jeg er imponeret over, at vores virksomheder måned efter måned opretter flere lærepladser, og jeg er glad for den meget positive udvikling.
Færre elever uden læreplads
Den store efterspørgsel på arbejdskraft har også betydet, at der i juni 2022 var ca. 3.200 elever uden læreplads, hvilket er 1.500 færre end på samme tidspunkt i 2021.
– Antallet af elever uden læreplads har været faldende i en længere periode. Nu har vi nået et historisk lavt niveau, hvor mange uddannelser nu har få eller ingen elever uden læreplads. Det er en yderst positiv udvikling, som heldigvis også må betyde, at færre falder fra, siger Signe Tychsen Philip.
Træfagenes byggeuddannelse har dog stadig en del elever i skoleoplæring, fortæller underdirektøren:
– Vi vil gerne skaffe lærlinge til de mange virksomheder, som i øjeblikket ikke kan få de lærlinge, som de gerne vil have. Mange skoler yder en ekstra indsats i øjeblikket for at få de sidste elever i skoleoplæring ud på en virksomhed, og det vil jeg gerne kvittere for.