Boss Ladies bliver forlænget

Pigerne er stadig i klart mindretal på erhvervsuddannelserne. Det skal en forlængelse af Boss Ladies-projektet ændre på.
Boss Ladies-Camp på Herningsholm Erhvervsskole i Herning sidste år markerede udnævnelsen af mere end en god håndfuld nye kvindelige håndværker-ambassadører. Pressefoto.
Boss Ladies-Camp på Herningsholm Erhvervsskole i Herning sidste år markerede udnævnelsen af mere end en god håndfuld nye kvindelige håndværker-ambassadører. Pressefoto.

Langt hovedparten af danske piger går stadig gymnasievejen, når tiden i folkeskolen er slut. I 2020 valgte 81,2 procent af pigerne således gymnasiet, mens kun 11,9 valgte en erhvervsuddannelse. For drengene var de tilsvarende tal på henholdsvis 63,5 og 27,3 procent. Derfor er det ifølge Tekniq Arbejdsgiverne glædeligt, at det nu er blevet besluttet at forlænge Boss Ladies-projektet yderligere tre år.

– Andelen af piger, der vælger en erhvervsuddannelse, har ligget stabilt lavt de seneste tre år. Det vel at mærke i en tid, hvor der fra flere fronter stadig arbejdes hårdt på at øge tilstrømningen af elever til erhvervsskolerne. Derfor har vi brug for initiativer, som målrettet arbejder for at trække flere piger ind på ikke mindst de tekniske erhvervsuddannelser, forklarer underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne Tina Voldby.

Boss Ladies-projektet er er støttet af Villum Fonden, Nordea-fonden, Grundejernes Investeringsfond og Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfond samt Stark Fonden.

Projektet administreres af Divérs – Foreningen for diversitet og lige muligheder, og det har Dansk Byggeri, 3F, KL, Tekniq Arbejdsgiverne, Dansk El-forbund, Danske Malermestre, Malerforbundet og Blik og Rør som samarbejdspartnere.

– Det er ikke et sprint men et maratonløb, hvis vi skal lykkes med at få flere piger til at vælge uddannelser og fag, der gennem mange år er blevet betragtet som mandefag. Det tager tid at gøre op med indgroede fordomme, og derfor er vi glade for, at Boss Ladies nu kan arbejde langsigtet med netop denne opgave. For vi kan se, at de piger, der vælger en erhvervsuddannelse indenfor blandt andet el- og, vvs-området, kan byde ind med en enormt høj faglighed og grundighed, som arbejdsgiverne sætter stor pris på, siger Tina Voldby.

Boss Ladies-projektet arbejder målrettet med at informere og inspirere piger i folkeskolen til at vende blikket mod erhvervsuddannelserne, når de skal videre i uddannelsessystemet.

Relateret indhold