Regionerne er blandt de største bygherrer

Bygherreforeningen opfordrer bygherrer til at være særligt grundige omkring de tidlige processer i et byggeri, så man får afdækket brugernes krav og ønsker, inden byggeriet går i gang.
Ifølge Henrik L. Bang er en af bygherrens fornemmeste opgaver at få aflæst brugernes behov og omsat dem til nogle fysiske rammer, der både lever op til behovene og kan hænge sammen i den efterfølgende drift. Pressefoto.
Ifølge Henrik L. Bang er en af bygherrens fornemmeste opgaver at få aflæst brugernes behov og omsat dem til nogle fysiske rammer, der både lever op til behovene og kan hænge sammen i den efterfølgende drift. Pressefoto.

Hos Bygherreforeningen pointerer man vigtigheden af, at det er lige så vigtigt at kende de kommende brugere af et byggeri, som det er at have styr på selve byggeprocessen. Har man ikke styr på brugerne, kan selv det bedste byggeri ende som en skuffelse.

– Vores anbefaling er, at man som bygherre er meget grundig omkring de tidlige faser af et projekt. Vi gør meget ud af at understrege, at man som bygherre bør undersøge brugernes præferencer, så man føler sig sikker på, at byggeriet faktisk kan løse de ønskede opgaver. Hertil hører også at undersøge brugernes betalingsvillighed. Vi arbejder i Bygherreforeningen med at udvikle nye metoder til dette vigtige forarbejde, som kaldes programmeringsprocessen. Det er vigtigt at komme hele vejen rundt til alle interessenter og få hørt alle, inden projektet sættes i gang – det er opskriften på, hvordan man bedst rammer plet, siger direktør i Bygherreforeningen, Henrik L. Bang.

Sundhedshusene er en ny opgavetype, og manglen på direkte erfaringer kan betyde, at man som bygherre ikke har helt fast grund under fødderne.

Henrik L. Bang Direktør, Bygherreforeningen

Brugerinddragelsen vigtig

Han kender ikke nærmere til byggeprocessen for de nordjyske sundhedshuse, men han fortæller, at brugerinddragelse også er vigtig for den slags byggerier.

– Der findes mange eksempler på, hvordan man som bygherre kan gå galt i byen. Derfor vil det være bedst at inddrage brugerne af et hus i forbindelse med byggerier som dette – ideelt set skal man inddrage de praktiserende læger, man gerne vil have ind i huset, siger Henrik L. Bang.

Han slår samtidig fast, at det er vigtigt at holde udmeldingerne fra de kommende brugere op mod det faktum, at deres ønsker også har en pris i kroner og øre.

Økonomien betyder noget

– Der sker nogle gange det, at når man spørger brugerne, så har de alle mulige ønsker og gode ideer, men når det kommer til betalingen, så er interessen blevet noget mindre. Derfor er det vigtigt både at få spurgt ind til ønskerne og at tilpasse rammerne til den økonomi, der er til rådighed. Det er blandt bygherrens vigtigste opgaver at holde styr på de to ting, siger Henrik L. Bang.

Han oplever, at regionerne normalt er opmærksomme på ovenstående problemstillinger, fordi de er vant til at operere med stramme budgetter, hvor økonomien ligger fast.

Blandt de største

– Jeg har ikke indtryk af, at regionerne skulle have særlige udfordringer her, men samtidig kan man sige, at sundhedshusene er en ny opgavetype. Det er ikke en type bygninger, man tidligere har haft og brugt i Danmark, så manglen på direkte erfaringer kan betyde, at man som bygherre ikke har helt fast grund under fødderne, og det kan påvirke processen, siger Henrik L. Bang og fortsætter:

– Det er en udfordrende rolle at være regionsbygherre. Regionerne er nogle af de helt store bygherrer og er minimum i samme skala som de store pensionskasser. Men hvor bolig- og kontorbyggeri er mere standardiseret, så er det jo regionerne, der opfører vores supersygehuse, og sygehusbyggerier er noget af det mest komplekse byggeri, man kan opføre, fordi målet hele tiden flytter sig. Behandlingsformer ændrer sig hurtigt, og når man bygger med en tiårig horisont, bliver det rigtig svært at holde en fast kurs gennem hele byggeriet. Helt generelt er regionerne blandt de bygherrer, der skal styre de mest komplekse byggerier i mål. Jeg ved, at flere af regionerne har investeret i at styrke interessent- og brugerforståelsen i forbindelse med planlægningen af supersygehusene, og dermed anvender de nogle af de mest avancerede værktøjer inden for feltet af professionelle bygherrer.

Relateret indhold