Hansson & Knudsen skal renovere for BSB

Stor boligrenovering skal fremtidssikre boligområde i Svendborg.
Der skal i forbindelse med renoveringen opføres et fælleshus på ca. 330 kvadratmeter. Visualisering: C & W Arkitekter A/S.
Der skal i forbindelse med renoveringen opføres et fælleshus på ca. 330 kvadratmeter. Visualisering: C & W Arkitekter A/S.

Om renoveringen

  • Bygherre: Boligselskabet BSB Svendborg
  • Bygherrerådgiver: Domea.dk
  • Hovedentreprise: Hansson & Knudsen A/S
  • Ingeniør og totalrådgiver: Rambøll Danmark A/S, Odense afd.
  • Arkitekt og byggeledelse: C & W Arkitekter A/S, Svendborg

En omfattende renovering og fremtidssikring af Boligselskabet BSB Svendborg, afd. 7502 i Svendborg blev forleden formelt indledt, da underskriften på hovedentreprisekontakten blev skrevet under.

Det drejer sig om renovering af 250 boliger samt opførelse af et fælleshus på 330 kvadratmeter.

– Flere lejligheder gøres større, nogle lejligheder bliver tilgængelige for gangbesværede og får elevator, alle boliger får nye køkkener og badeværelser, og alle opgange får adgangskontrol, siger organisationsbestyrelsesformand for Boligselskabet BSB Svendborg, Svend Erik Johansen.

Afdelingen består i dag af 275 lejligheder. Ifølge helhedsplanen, som Rambøll står bag, skal nogle af lejlighederne sammenlægges, således at bebyggelsen i 2019 vil bestå af 250 lejligheder. Alle tage bliver udskiftet, og alle boliger får mekanisk ventilation, med indblæsning af forvarmet luft og udsugning. Helhedsplanen indeholder også et nyt fælleshus, som skal deles med naboafdelingen.

Byggestart til august

Domea.dk er bygherrerådgiver, og her fremhæver man det gode samarbejde mellem alle involverede parter om at skabe dette projekt.

– Der har været et godt samarbejde med Svendborg Kommune om projektet, og der er givet det nødvendige politiske tilsagn i august 2016. Beboerne har siden helhedsplanen blev vedtaget i 2015, deltaget meget aktivt i planlægningen af boligernes indretning, og har været positive overfor den genhusningsplan, der er ved at falde på plads, siger Hans Sørensen, projektleder hos Domea.dk.

De kontrakter der er underskrevet i dag, skal sammen med projektet øvrige økonomi, godkendes politisk senere, hvorefter der er byggestart i august.

Hovedentreprenør valgt

Hansson & Knudsen A/S er valgt som hovedentreprenør for renoveringen. Hansson & Knudsen A/S har tidligere renoveret 486 boliger i Skovparken i Svendborg – og har i løbet af de seneste tre år renoveret hvad der svarer til cirka 2000 lejligheder.

– Vi har mange års erfaring med boligrenovering, og har derfor tilegnet os stor viden om lige præcis denne type opgave. Denne viden vil vi naturligvis inddrage og udnytte til at skabe en stabil og effektiv udførelsesproces – til gavn for alle, siger administrerende direktør Povl Christensen, Hansson & Knudsen A/S.

Renoveringen af afdelingen forventes færdig i løbet af 2019 og vil koste i alt 268 millioner kroner. Umiddelbart efter renoveringen følger renoveringen af naboafdelingens 246 lejligheder.

Kontrakterne er underskrevet i dag, og til august går Hansson & Knudsen i gang med den omfattende opgave til mere end 200 millioner kroner. Visualisering: C & W Arkitekter A/S.
Kontrakterne er underskrevet i dag, og til august går Hansson & Knudsen i gang med den omfattende opgave til mere end 200 millioner kroner. Visualisering: C & W Arkitekter A/S.

Relateret indhold