DGNB og regnvandshåndtering
Tæt ved motorvejsafkørslen mod Hornstrup ved Vejle Nord, former der sig i disse dage et kæmpestort byggeri. Dette byggeri er den kommende genbrugsplads, RessourceCenter Vejle, som skal håndtere genbrugs-ressourcer fra hele regionen. Målet er, at RessourceCenter Vejle skal gå foran på både bæredygtighed og innovation. Dette er også tænkt ind i selve byggeriet, der er delvist DGNB-certificeret.
En del af den bæredygtige vision for RessourceCenter Vejle er etableringen af det grønne tag. Taget består af sedumbakker fra BG Byggros, som er en enkel og praktisk måde at etablere et grønt tag på.
Taget på RessourceCenter Vejle er på 16.000 m2 og er dermed Danmarks største begrønnede tagflade til dags dato.
Optager og anvender halvdelen af årets nedbør
En af de helt store fordele ved grønne tage generelt, er deres evne til at tilbageholde og forsinke regnvandet. Der er et stadig større fokus på regnvandshåndtering i byerne, hvor det ofte opleves at store regnskyl blokerer kloakker og ender med at gøre stor skade på bygninger og ejendele.
Sedumbakkerne optager op mod 50% af den årlige nedbør, og forsinker det resterende regnvand yderligere. Så nedbøren fra en regnhændelse, der reelt varer omkring 20 minutter, og før ville ende direkte i kloakken i løbet af et meget lille tidsrum, bliver nu forsinket og delt ud over flere timer efterfølgende. Dette skaber et mere jævnt tilløb til kloakken, der derved bedre kan håndtere vandmængderne uden at blokere og forårsage oversvømmelser.
Beskytter og forlænger tagets levetid
Et studie fra DTU i 2017 viste desuden, at etableringen af et grønt tag med sedumbakker havde en isolerende effekt, der kan sammenlignes med 50 mm mineraluld. Og endeligt beskytter sedumbakkerne den underliggende tagmembran mod vejrlig og sollys, hvilket betyder at tagmembranens levetid forlænges betydeligt.
Dette underbygges af en test, udført på et grønt tag i Toronto, som blev etableret i 1998. I 2018, 20 år efter tagets etablering, fik man lov at åbne til tagmembranen og teste den afdækkede tagmembran mod den eksponerede tagmembran, der ikke var beskyttet af det grønne tag. Her viste undersøgelsen, at tagmembranen var nærmest som ny. En stor del af det skyldes den manglende UV-påvirkning. Sollys er den påvirkning, der især nedbryder tagmembranen, og ved at etablere et grønt tag ovenpå tagmembranen, beskyttes den mod de skadelige UV-stråler.
Forsøgets konklusion går på, at man forventer at kunne regne med en fordobling af membranens levetid, hvis ikke mere.
Alt dette har stor betydning for bygningens levetid og dens fremtidige påvirkning af miljøet.
Pimpsten fra Island begrønner Danmark
En af årsagerne til at sedumbakkerne er i stand til at håndtere så store mængder regnvand, skal findes i det specialfremstillede vækstmedie, som sedumplanterne gror i. Vækstmediet bygger på pimpsten fra Island, som er en vulkansk stenart med en særdeles stor porevolumen. Den store porevolumen betyder, at vækstmediet kan indeholde store mængder plantetilgængeligt vand. Faktisk kan pimpstenen indeholde op til 50 volumen-procent vand, og stadig indeholde op til 25 volumenprocent luft.
Disse egenskaber er særligt gode på et grønt tag, da det betyder, at planterne har adgang til vand, selv i længere tørkeperioder, og at indholdet af både luft og vand giver gode vækstbetingelser i selv et tyndt vækstlag.
Opbygningen med base i pimpsten betyder også, at vækstmediet har en lav vægt, og derved er oplagt til tagkonstruktioner, hvor du gerne vil holde vægten nede. Et fuldt vandmættet sedumbakketag vejer derfor højst 50 kg pr. m2.
Hurtig etablering
En sedumbakke består af 3 lag: Drænbakken i genanvendeligt plast, det specialfremstillede vækstmedie samt sedumplanterne, og de leveres samlet i bakken og klar til etablering.
Etableringen er i virkeligheden ganske enkel. Bakkerne lægges simpelthen direkte ovenpå den eksisterende tagmembran. Der etableres kantlister ved vinduer, udluftningshuller og andre åbninger i taget, der skal holdes fri fra plantematerialet, samt til at markere kanten på taget. Bakkerne skubbes tæt sammen indenfor det udpegede område, hvorved det undgås, at vinden kan komme ind under bakkerne og ødelægge taget.
En enkelt person kan udlægge gennemsnitligt 40 m2 sedumbakker i timen. Derved er det en økonomisk fordelagtig løsning til et grønt tag, i forhold til den klassiske lagdelte opbygning af grønne tage. Her er entreprenøren over taget af flere gange, hvilket koster i tid. Sedumbakkerne er hurtigt udlagt og etableret, og optager ganske lidt plads på byggepladsen, idet de leveres stablet på paller, og skal anvendes inden for et relativt lille tidsrum.
1500 m2 om dagen
Taget er lagt af BUUS Byggeri og anlægsgartnere, som fortæller, at de har lagt omkring 120 paller med sedumbakker dagligt, hvilket svarer til mere end 1500 m2 grønt tag om dagen.
Et så stort grønt tag kommer på sigt til at udgøre en betydelig forskel for biodiversiteten. Et sedumtag tiltrækker mange forskellige typer af insekter, herunder mange af de bestøvende arter, såsom bier, sommerfugle, natsværmere og svirrefluer. De bestøvende insektarter er enormt vigtige for naturen, da de er med til at opretholde den naturlige balance i planternes livscyklus.
Men det gælder ikke kun den vilde natur, også vores domesticerede landbrug er afhængigt af bestøvende insekter for befrugtning af afgrøderne.
Og enhver, der har været oppe på et sedumtag i blomstring, kan skrive under på, at det svirrer, summer, surrer og spinner af liv i alle afskygninger.
Og så er det enormt smukt.