Ser affald som en ressource:
- Det er ikke kun i forhold til de ventilationsløsninger, som KE Fibertec producerer, at man har set lyset i bæredygtighedens navn. Gennem genanvendelse af overskudsmaterialer har KE Fibertec sparet mere end 40 ton affald om året og skabt mulighed for, at affaldet kan finde anvendelse såvel internt som eksternt.
- F.eks. er man begyndt at anvende restgarner fra spoler i væveriet til at producere en vulst, der bruges til montagen af tekstilkanaler; en vare man tidligere købte af en ekstern leverandør. Ligeledes har man yderligere fundet løsning til, at garnspoler kan granuleres og genanvendes i nye løsninger. Alene sidste år sendte KE Fibertec omkring 50.000 stk. granulerede spoler til ny produktion, hvor 100 % af materialet blev genanvendt til nyt kædeemne hos en virksomhed i Kolding.
- Den helt store volumen af restmaterialer til genanvendelse kommer fra virksomhedens laserskærer i produktionen. Her har man indgået et spændende samarbejde med en ekstern virksomhed, hvor omkring 30 tons tekstilaffald genanvendes til at producere absorbentplader til indretning (akustik). Fordelen ved materialet fra KE Fibertec er, at det er gennemdokumenteret med diverse brandtest og produktgodkendelser, så interessen for at aftage virksomhedens affaldsmaterialer fra produktionen er stor.
Af Henrik Malmgreen
Virksomheden KE Fibertec har succes med ventilationsløsninger baseret på tekstilkanaler. De anvendes både i kontormiljøer, i institutioner, inden for sport og fritid samt i industrien og udmærker sig såvel ved effektiv ventilation som ved nem transport og enkel montage. Dermed er de et fint alternativ til stål. Ganske som andre leverandører til byggebranchen har man i KE Fibertec haft fokus på at udarbejde virksomhedens EPD’er, så kunderne kan danne sig et retvisende og komplet overblik over CO2-aftrykket.
– Men udfordringen er, at vores løsninger ikke er hyldevarer. De skræddersys specifikt til det rum, de skal monteres i, hvilket betyder, at vores løsninger er meget individuelle, og det kan være en udfordring i forhold til udarbejdelsen af en EPD. Vi havde store udfordringer med at finde frem til en måde at løse udfordringen på og overvejede, om vi skulle vælge den nemme løsning og blot udregne CO2-aftrykket fra vores tekstiler pr. kvm. Så havde vi været hurtigt i mål, forklarer udviklingschef Anders Olsen.
En lang rejse er først lige begyndt
Den løsningsmodel blev dog hurtigt fravalgt, fordi KE Fibertec havde langt større ambitioner. Ambitioner, der ikke blot gælder præcise CO2-beregninger af en komplet ventilationsløsning, men også omkring hvorledes virksomheden håndterer affald samt ikke mindst mulighederne for, hvorledes dette kan genanvendes. Ifølge Anders Olsen ser man nemlig affald som en ressource, der enten kan anvendes internt eller sælges til genanvendelse i andre former.
– Vi har været på en lang rejse i bæredygtighedens navn, og rejsen er slet ikke slut endnu, for vi er ikke nået til endestationen. Fremadrettet vil der fortsat være plads til innovative forbedringer, uddyber Anders Olsen. Første del af rejsen har haft fokus på at skabe en løsning, der gør det muligt at arbejde med projektspecifik CO2-dokumentation i et produktsortiment med utrolig mange variable data.
Sparringspartner med hele vejen
Det har været lidt af en kamp, men det er lykkedes i samarbejde med konsulenthuset Viegand Maagøe, der blandt andet arbejder med livscyklusvurderinger (LCA) og hjælper virksomheder med at opbygge et solidt datagrundlag til strategiske beslutninger og designvalg på produktniveau. Det handler om at få et overblik over et produkts miljømæssige konsekvenser gennem hele produktets livscyklus lige fra råvareudvinding til bortskaffelse.
– Vores rejse startede i 2012 med en Cradle to Cradle-certificering. Vi besøgte ligeledes udstillingen Building Green i København, og her fik vi virkelig øjnene op for de mange spændende muligheder, der er i at tænke i genanvendelse af affald. Siden kom vi med i forløbet Klimaklar Produktionsvirksomhed under Dansk Industri, hvor klimadagsordenen og CO2-regnskabet var i fokus. Også under dette forløb var Viegand Maagøe sparringspartner, siger Anders Olsen.
Styres af specialudviklet software
Samarbejdet fortsatte, da man arbejdede videre med udformningen af produktspecifikke CO2-beregninger, og da man nåede i, mål, blev processen valideret af et tysk certificeringsbureau. Anders Olsen er stolt af, at det er lykkedes at skabe et dynamisk univers, hvor de kundespecifikke løsninger dimensioneres og skræddersys ved hjælp af den specialudviklede software TBV Designer, der håndterer alle parametre såsom systemlayouts, farver, materialer og luftfordeling,
– Det betyder, at vi i dag har en standardskabelon, der kan tilpasses det enkelte projekt og som rummer alle komponenter i kundens løsning lige fra skruer og aluminiumsskinner til ophæng, tekstiler, sytråd, dysser, ja, sågar emballage. For hver komponent, der indgår i løsningen, har vi nogle tolerancer at arbejde inden for, og hvis de overskrides, melder dimensioneringsværktøjet tilbage, så vi kan forholde os til afvigelserne, fortæller Anders Olsen videre.
Vil være helt affaldsneutrale
Komplet og specifik CO2-data på hele løsningen er et godt konkurrenceparameter for KE Fibertec, for hvis man havde valgt den nemme løsning og kun udarbejdet EPD’erne på baggrund af den mængde tekstil, der medgår til en given løsning, ville man have fået beregninger meget langt fra virkeligheden. Målt på baggrund af CO2-aftrykket udgør tekstilerne nemlig kun godt og vel 30% af den samlede løsning.
– Vi synes, det giver god mening at kunne dokumentere CO2-aftrykket på hele løsningen, især fordi vi i dag også arbejder seriøst med affaldshåndtering og har ambitioner, der rækker ind i fremtiden. Således har vi en forventning om, at vi er affaldsneutrale i 2025, lige som vi har en ambition om, at vi skal ramme det runde nul for Scope 1 og Scope 2 i 2030. Scope 3 er noget sværere at håndtere, men vi gør, hvad vi kan, forklarer Anders Olsen.
Samarbejde med leverandørerne
Scope 1 rummer de direkte emissioner fra kilder, som en virksomhed ejer eller kontrollerer. Det kan være fra biler og andre køretøjer. Scope 2 rummer de indirekte emissioner fra f.eks. varme-, køle- og strømforbrug, mens Scope 3 indeholder indirekte emissioner fra aktiviteter, virksomheden ikke selv ejer eller kontrollerer, f.eks. leverandørers aktiviteter, forbrug af materialer samt udledning, der opstår i forbindelse med forbrug eller bortskaffelse af virksomhedens produkter.
De tre Scopes er indeholdt i Green Housegas-protokollen, som er en international standard udarbejdet på baggrund af Paris-aftalen, og en stor del af en virksomheds CO2 aftryk stammer faktisk fra Scope 3. Derfor arbejder KE Fibertec tæt sammen med sine leverandører med henblik på at kunne aflægge det bedst mulige klimaregnskab. Disse deltager således aktivt i den bæredygtighedsrejse, som virksomheden startede tilbage i 2012.
Se mere her: www.ke-fibertec.dk
Denne artikel er produceret af Dagens Byggeri i samarbejde med en annoncør. Dagens Byggeris uafhængige redaktion har ikke deltaget i udarbejdelsen af indholdet.