Minimal miljøpåvirkning, design for adskillelse og innovative samarbejder. Etex Group, der bl.a. producerer fibercementpladerne EQUITONE, er på forkant, når det handler om at gøre produktionen og fibercementpladerne så cirkulære som mulig.
Virksomheden har de sidste to år arbejdet intenst på både at reducere egne CO2-fodspor i produktionen og CO2-aftrykkene i de færdige produkter. Som en del af den transparente tilgang har det belgiske selskab samarbejdet og rådført sig med et internationalt Sustainability Panel bestående af bl.a. arkitekter og eksperter i byggebranchen med det klare formål at øge det cirkulære materialeperspektiv. Hovedfokus er på cirkulært design, byggeri med lav miljøpåvirkning og tværfaglige, innovative samarbejder.
Sustainability Product Manager Maarten Milis udtaler:
– Vi arbejder på at udvikle en ny generation af fibercement ved at reducere vores miljømæssige påvirkning igennem processer, der vedrører alt fra design til produktion. Vi stiler imod at reducere vores vandforbrug, affaldsmængder og CO2-udledning og undersøger nye måder, hvorpå og hvordan vi kan genanvende vores materialer. Senest i 2030 er det vores mål at tilbyde materialer med lav miljøpåvirkning og intet affald til lossepladser. Dermed ønsker vi at påvirke miljøet mindst muligt og maksimere vores materialers holdbarhed uden at skulle gå på kompromis med kvalitet, siger Maarten Milis.
Lettere og smartere
Etex Nordic har hovedkontor i Fredericia, lager i Rødekro, salgskontorer i Malmø og Oslo og omkring 50 medarbejdere i Norden. På verdensplan beskæftiger koncernen over 12.000 medarbejdere i 42 lande.
De seneste to år er den cirkulære tankegang blevet en gennemarbejdet del af kulturen i hele koncernen. Der bliver gået grundigt til værks både i product management, teknisk afdeling og R&D, der bl.a. laver udførlige beregninger for at finde ud af, hvordan virksomheden opnår bæredygtighed i materialerne, der ud over EQUITONE også omfatter brands som f.eks. CEDRAL, Promat, Euronit og Siniat.
Nordic Brand Manager for EQUITONE, Tina Søndergaard-Pedersen, fortæller:
– Vi har i mange år arbejdet med at optimere kvaliteten i vores materialer med fokus på bl.a. teksturer, styrke og farveægthed. I dag arbejder vi også hen imod mindre miljøpåvirkning, og vi ønsker at være transparente i forhold til det, vi arbejder med, og i forhold til at gøre information og vidensdeling tilgængeligt digitalt.
Tilgængelig og transparent
Gennemsigtighed er også et ønske fra de arkitekter, der deltager i Etex Groups Sustainability Panel. Her viser det sig, at arkitekterne meget gerne vil arbejde med bæredygtighed, men at det nogle gange er lettere sagt end gjort.
– Ofte mangler arkitekterne valide informationer, der kan tilgås på en overskuelig måde og hjælpe med at underbygge valget af bæredygtige materialer samt argumenter, der kan sikre at fastholde disse materialevalg på projekterne. Der kan være en tendens i byggebranchen til at opfatte bæredygtigt byggeri som et dyrere valg, men det behøver ikke være mere bekosteligt at bygge med tanke på det cirkulære.
– Det vi har fået med os fra panelet, er bl.a., at transparens er nøglen. Vi har haft EPD’er i mange år, men i tillæg arbejder vi nu også med et andet lag, hvor overblik, tilgængelighed og gennemsigtighed er bærende elementer. Vi har således udarbejdet det, vi kalder materialedatablade om bæredygtighed (MSD’er – Material Sustainability Datasheets) som add on til EPD’er, hvor vi bl.a. arbejder med data fra tredjepartskilder som CINARKs materialepyramide og kortlægger point og kreditter jf. LEED, BREEAM og DGNB. Heri oplyser vi, hvad arkitekten kan tilføje i sit certificeringsregnskab, hvordan vores materialer vil optræde i et CO2-regnskab mv. Transparensdelen er et område vi til stadighed vil arbejde videre med, så vi kan gøre det endnu mere enkelt for arkitekterne at bruge vores materialer samt gøre bæredygtighed mere transparent, slutter Tina Søndergaard-Pedersen.