Sommerskole i renovering

VIA Byggeri, VIA Engineering og Arkitektskolen Aarhus gentager succesen fra 2015, hvor den første sommerskole i tværfaglig bygningsrenovering løb af stablen.
For andet år i træk bliver der i ugerne 31-33 afholdt sommerskole i tværfaglig bygningsrenovering. Arkivfoto: Torben Jastram.
For andet år i træk bliver der i ugerne 31-33 afholdt sommerskole i tværfaglig bygningsrenovering. Arkivfoto: Torben Jastram.

Om sommerskolen

  • Sommerskolen i Tværfaglig Bygningsrenovering løber fra den 1.-19. august 2016 (uge 31, 32 og 33) kl. 9-16 alle hverdage på Campus Aarhus C.
  • Tilmeldingsperioden åbnede den 1. marts og udløber 20. juni. Tilmeldingen foregår efter først til mølle-princippet, da pladserne er begrænsede.

Sommerskolen er et sjældent uddannelsestilbud, der skal gøre studerende fra landets arkitekt-, ingeniør og bygningskonstruktøruddannelser mere kvalificerede til at arbejde med renovering.

Deltagerne, der i år skal dyste om at skabe den bedste renoveringsløsning på VIA Campus Aarhus C, bliver blandet i hold på tværs af faggrupper for at styrke kendskabet til hinandens kompetencer. Og netop den indbyrdes forståelse er essentiel for både proces og resultat, lyder kongstanken bag sommerskolen.

Bygningsrenovering fylder generelt for lidt i byggeriets uddannelser.

Programleder Grith Bech-Nielsen University College i Horsens

– Bygningsrenovering fylder generelt for lidt i byggeriets uddannelser. Dertil kommer, at hver faggruppe uddanner på sin egen måde med afsæt i egne faglige traditioner og fokusområder. Bygningsrenovering kræver en helt anden koordinering og indsigt i, hvad de andre fagligheder kan og bidrager med. Jo mere uddannelse, vi kan skabe på tværs, desto bedre vil fremtidens renoveringsaktører være i stand til at løse projekterne produktivt, siger Grith Bech-Nielsen, der er programleder for Byggeri og Energirenovering på VIA University College i Horsens, og fortsætter:

Samarbejde vigtigst

Samarbejde på tværs af fagligheder bliver i stigende grad fremhævet som et af de vigtigste og mest efterspurgte fokusområder i moderne renovering. Og det er der al mulig grund til, viser erfaringerne fra den første sommerskole.

– Det ligger til kulturen, at de forskellige faggrupper har nogle meget karikerede forestillinger om hinanden. Sidste års deltagere var utroligt åbne og ærlige og erkendte selv, at de kom til skolen med nogle fordomme, som de fik afkræftet gennem forløbet. Evnen til at reflektere over samarbejdet på tværs er et af de kriterier, vi vægter højest, og her præsterede de studerende over al forventning – måske fordi de oplevede, hvor forskelligt de hver især gik til opgaven, og hvor meget de fik ud af at gå de andres veje, siger Grith Bech-Nielsen.

Investering i fremtiden

Programlederen er heller ikke i tvivl om, at sommerskolens renoveringsfokus falder på et tørt sted. Både for branchen og for de studerende, der vælger at tage ferieuger ud af deres sommer for at deltage.

– Forløbet vil være en rigtig god investering i de studerendes fremtid. De kommer med meget stor sandsynlighed til at arbejde med bygningsrenovering, når de er færdiguddannede, og her får de altså nogle helt unikke kompetencer, som branchen i den grad efterspørger. Der findes ikke tilsvarende uddannelsestilbud med samme fokus andre steder i landet, så det er også en enestående chance for at skille sig ud og styrke sin egen profil og karrieremuligheder, slutter Grith Bech-Nielsen.

Relateret indhold