To forskere fra Chalmers Tekniska Högskola har fulgt renoveringen af boligerne i det almene byggeri Hjortegården i Herlev i tre år. Her har de fået lov til at kigge byggeriets parter over skuldrene, studere ugeplaner og interviewe beboere for at blive klogere på renoveringer i den almene sektor.
Projektet, der er Projektet er støttet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond, viser, at et godt beboersamarbejde er vitalt for at sikre fremdrift i almene renoveringer.
Det er en erfaring der er vigtig at tage med videre i de 453 renoveringsprojekter, som sættes i gang allerede i år, efter at Folketinget for nylig gav grønt lys til at Landsbyggefonden kunne renovere for 18,4 mia. kr. de næste år.
– Når man renoverer almene boliger, er det bydende nødvendigt at have beboerne på sin side. Hvis de ikke følger instrukserne fra bygherren og byggeledelsen, kan det forsinke renoveringen betydeligt. På Hjortegården oplevede håndværkerne flere gange, at beboerne ikke var hjemme til at lukke dem ind, når de skulle renovere lejlighederne. Omvendt var beboerne flere gange ude for, at håndværkerne ikke kom på de varslede tidspunkter. Det mindskede produktiviteten på projektet, siger professor Christian Koch fra Chalmers Tekniska Högskola, der sammen med Asmus Larsen står bag rapporten.
Kommuniker på alle kanaler
Bygherren havde fra begyndelsen lagt en detaljeret plan for kommunikationen, som skulle sikre, at beboerne var fuldt informerede om processen. Det blev fulgt op med beboermøder, ligesom bygherren var repræsenteret på pladsen. Men alligevel var kommunikationen ikke tilstrækkelig.
– Folk læser ikke nødvendigvis det, de får ind i postkassen. Derfor skal der kommunikeres på et væld af forskellige kanaler under en renovering. Der skal både være trykt information, opslag på sociale medier, digitale nyhedsbreve og personlig kontakt. Først når hele kommunikationspaletten er i brug, kan man være sikker på, at alle er informeret. Det er en meget god pointe at tage med sig i alle renoveringsprojekter. Kommuniker hellere for meget end for lidt, siger Christian Koch.
Bekæmp fake news
Rapporten viser også, at der kan opstå alternative fortællinger blandt beboerne. Dårlige oplevelser cirkulerer let blandt beboerne, mens gode historier ikke nødvendigvis bliver delt i samme omfang. Derfor skal de ansvarlige for beboerkommunikationen køre en offensiv strategi og være på forkant med begivenhederne:
– Den dårlige energi mellem beboere og håndværkere forsvandt gradvist, da renoveringens kvalitet blev bedre, og boligselskabet ansatte to medarbejdere med ansvar for en offensiv kommunikationsstrategi. Det viste beboerne, at deres bekymringer blev hørt. Herefter kom der en meget bedre stemning på projektet. Rapporten demonstrerer tydeligt, at et godt beboersamarbejde ikke er noget, man kommer sovende til. Der skal arbejdes hårdt hver eneste dag for at bekæmpe fake news og få sine egne nyheder ud, ligesom der skal produceres god kvalitet, når man har beboerne tæt på, siger professor Christian Koch, Chalmers Tekniska Högskola.